Udland

Næsehorn skydes som aldrig før

Krybskytterne i Sydafrika mejer næsehorn ned i rekordtempo. 245 dyr er skudt i år på grund af deres horn.

Næsehorn skydes som aldrig før

Nedskydningen af næsehorn i vildtparkerne i Sydafrika fortsætter i et tempo, der aldrig er set før, siger myndighederne.

De fortæller, at 245 dyr er skudt af krybskytter i år alene med det formål at skære dyrenes horn af og sælge dem.

Det er den store Kruger National Park i det nordøstlige Sydafrika, som er hårdest ramt. 60 procent af ofrene i år er skudt ned i Kruger.

Det svarer til 147 dyr, siger Sydafrikas ministerium for miljøanliggender i en erklæring.

Der er omkring 20.000 næsehorn i Sydafrika, som huser mellem 70 og 80 procent af verdens samlede bestand af de store dyr med horn på næsen.

Selv om myndighederne har skærpet sikkerheden for at få has på krybskytteriet, tager den ulovlige nedskydning til.

For efterspørgslen er stadig voldsom i Asien, hvor knust næsehorn efterspørges som traditionel medicin.

I fjor skød krybskytter 448 dyr, i 2010 var det 333, mens der i 2007 "kun" blev skudt 13 næsehorn af krybskytter.

Myndighederne har udstationeret soldater og særlige efterforskere i Kruger National Park for at tage kampen op med krybskytter.

I år er der anholdt 161 personer i forbindelse med nedskydningen. 138 af dem er krybskytter, siger ministeriet i erklæringen.

/ritzau/AFP