Byggeri

Næste hele butikscentret er nu udlejet

Storkøbmand Rode Andreasens nye center stort set klar til indflytning

SÆBY:Mange rynkede på næsen, da storkøbmand Rode Andreasen lancerede sine planer om et butikscenter i Sæby. Er her ikke butikker nok i forvejen?, lød det skarpe spørgsmål. Men noget kunne tyde på, at Rode Andreasens forretningsmæssige tæft atter har slået til. 90 procent af de 3.000 kvaratmeter i det nye center er således lejet ud, og de mange nye butikker kan inden længe begynde at rykke ind. Entreprenørfirmaet NCC er næsten færdig med byggeriet, der slår dørene op i april. Den nye bygning er først og fremmest kendetegnet ved facaderne mod Aalborgvej og Sophus Falcksvej, der består af røgfarvede glaspartier med fremskudte portaler ved indgangene. Mini-gågade Det flisebelagte område foran butikkerne udgør en minigågade med små torve og springvand. NCC har desuden anlagt 103 parkeringspladser rundt om butikscenteret. - Det har været vigtigt for os at få et smukt og godt byggeri, der passer ind i omgivelserne. Det arkitektoniske gjorde, at NCC vandt entreprisen, siger Rode Andreasen. Udbyttet af samarbejdet er det færdige butikscenter i et plan, opført i betonelementer. Bygningen lejes ud i enheder på 75-800 kvadratmeter, og alle butikker får egen indgang. - Den største udfordring i forbindelse med byggeriet har været at koordinere de mange forskellige lejeres krav til indretningen. Vi har forsøgt at imødekomme alle ønsker blandt andet ved at udføre skillevæggene, så de kan flyttes efter individuelle behov, siger projektleder Peter Hansen, NCC. Lokalplanen åbner mulighed for, at centret senere kan udvides til i alt 5.000 kvadratmeter. En mulighed som Rode Andreasen planlægger at udnytte, når der er nye lejere klar.