Aalborg

Næste skridt mod rummet

I går gik kampen for at blive Danmarks første astronaut for alvor i gang. Blandt de 64 udvalgte aspiranter, der var valgt ud på baggrund af deres skriftlige ansøgning, var den nordjyske forsker Anders la Cour-Harbo.

Det er en spændt nordjysk aspirant, vi møder i Jonstruplejren (Forsvarets Rekruttering) ved København, men han er klar til dagens prøvelser. - Jeg har lidt sommerfugle i maven, og er meget spændt på at finde ud af, hvad der skal ske. Jeg håber ikke, at der er hårde fysiske prøver eller at de stiller nogle meget dybdeborende spørgsmål i dag, for det er jeg ikke helt forberedt på, fortæller Anders la Cour-Harbo, da vi møder ham første gang. Den nordjyske aspirant har dog ikke grund til at bekymre sig. For denne dags testforløb består "kun" af en almindelig helbredsundersøgelse, og så en række computerbaserede prøver. Efter helbredsundersøgelsen er vores aspirant stadig ved godt mod. Denne del forløb smertefrit: - Jeg har udfyldt et skema omkring min helbredstilstand. Svaret på spørgsmål om højde og drøjde, og så har jeg fået målt blodtrykket. Det gik fint, lyder næste melding fra den 31 årige nordjyde. Tilsidst kommer turen til "håndelagstesten". I tre timer skal aspiranterne bevise deres værd, når de skal løse opgaver ved en computer. Der er i alt 11 forskellige test, Computertesten er udarbejdet af Forsvarets Rekruttering. Den bliver også brug til uddannelsen af F16 piloter. En af de tests aspiranterne kommer igennem handler om deres kapacitetsevne. Her gælder det om at kunne lytte, koordinere og handle. Computeren giver fire forskellige instruktioner i rap, og dernæst skal aspiranten hurtigt vælge den korrekte løsning. Måske meget nemt i teorien, men ikke nødvendigvis i praksis. Venstre-højre, venstre-venstre op-op- ned, lyder det fra computeren, og så skal aspiranterne kunne regne ud, hvilket felt på skærmen, stemmen henviser til. Dernæst kommer fire nye instruktioner. Et nyt valg skal træffes, og så fremdeles, dog med den lille finesse, at instruktionerne kommer hurtigere og hurtigere efter hinanden. En anden test handler om rumfornemmelse. Her dukker en række bogstaver op på skærmen, hvorefter man skal og så skal finde to ens. Det kunne lyde lidt a la det kendte børnespil Memory, men i så fald er det en noget opgraderet version. For selvom bogstaverne i dette tilfælde allerede har forsiden opad, så ligner de til forveksling hinanden. Opgaven er naturligvis at finde den rigtige kombination hurtigst muligt. En helt tredje test handler om at øje-hånd koordination. Her skal man ved hjælp af et joystick manøvrere et fly gennem en masse firkanter, der kommer hastigt nærmere. En avanceret form for computerspil, men alligevel ikke så let som det ser ud. Rykker man blot lidt i joysticket, er man helt ud af skærmbilledet. Puuuh, lyder det fra Anders la Cour-Harbo, da han dukker op efter computertesten. Han trænger lige til at slappe lidt af, efter at have koncentreret sig om at give computeren rigtige svar: - Der var noget som var let, og andet som var svært. Det er helt sikkert at testen både udfordrer overblik og stressniveau, men alt i alt tror jeg at det gik godt. Det er selvfølgelig svært at sige, men jeg har da en fornemmelse af at jeg godt kunne gå videre, lyder det fra en træt men også tilfreds nordjysk aspirant. Dagens testforløb er slut, og det er tid til at drage hjem til Aalborg. Det er først i midten af marts, at Anders la Cour-Harbo og de 83 andre aspiranter får besked om, hvem der går videre i kampen om at blive Danmarks første astronaut.