Lokalpolitik

Næste træk er at finde chefer

Borgmester lægger op til eksternt opslag

JAMMERBUGT:Det ny byråd for Jammerbugt Kommune mødes tirsdag på Aabybro Rådhus for at holde konstituerende møde og sætte fart i den politiske dagsorden for 2006. - Jeg vil foreslå, at vi nedsætter ad hoc udvalg, som svarer til områderne for de stående udvalg, der skal arbejde fra 2007. I udvalgene skal vi diskutere de 16 til 18 politikområder, som svarer til kommunernes nuværende og nye opgaver og melde tilbage til en åben debat i Sammenlægningsudvalget, siger Mogens Gade. Det skal munde ud i en fastlæggelse af serviceniveauer på de enkelte områder og dermed et grundlag for forhandling om budget 2007 for Jammerbugt Kommune. - Vi skal også hurtigt tage fat på ansættelsen af en ledelse.Så jeg håber, at vi på mødet kan vedtage, at vi i annoncer skal opslå stillingerne som kommunaldirektør og vicekommunaldirektør og benytte konsulenterne fra Kommunernes Landsforening undervejs i processen, siger Mogens Gade. Han finder det rigtigt, at slå stillingerne op for også eksterne ansøgere. -Der kan jo gå nogle rundt derude med bedre kvalifikationer, og så skal vi have fat i dem. Men bliver det vores egne folk, så er det et godt rygstød til dem, at de har været i konkurrence med eksterne ansøgere om stillingerne, mener han. Derimod er det endnu ikke klart, hvor hverken ad hoc udvalg eller Sammenlægningsudvalget skal holde møder efter 6. december.Det skal vi også have afgjort hurtigst muligt. Jeg kan godt forestille mig, at Sammenlægningsudvalget holder møder forskellige steder, siger Mogens Gade.