Ældreforhold

Næstekærlighed og mursten

KOMMENTAR

Foto Kim Dahl Hansen Anders Kjærgaard

Foto Kim Dahl Hansen Anders Kjærgaard

Lyngså er en aktiv by med et levende foreningsliv. Når der er møde, sker det på Værestedet eller i klubhuset ved stadion. Byen har umiddelbart de mødefaciliteter, den har brug for. Så rigeligt endda. Men alligevel skal der nu bygges et nyt kirkehus til tre mio. kroner, hvor den lokale menighed skal holde sine møder. Afsondret fra resten af byen. Mens kommunen fyrer folk og sparer på udgifterne til de svageste, finansierer en anden offentlig kasse et - set udefra - unødvendigt millionbyggeri. Én offentlig kasse - kommunens - skal spare, en anden - kirkens - kan bruge løs. Det er i sig selv ejendommeligt og værd at drøfte rimeligheden i. Men man kan også stille spørgsmålstegn ved menighedsrådets dispositioner. Kirkens vigtigste budskab er næstekærlighed. Er det næstekærligt at brænde tre mio. kroner af på mursten, når skolebørn og svage ældre får sparekniven at føle? Burde menighedsrådet i næstekærlighedens navn ikke hjælpe der, hvor behovet er størst? Give de svageste ældre lidt ekstra hjemmehjælp eller sikre at børn i k-klassen kan få deres fritidstilbud om ridning tilbage? Eller, hvis pengene skal bruges lokalt, investere i Værestedet, så alle i og omkring Lyngså får glæde af det? Det forekommer ikke videre næstekærligt at kaste hele kassen i et kirkehus til de få indviede. Nuvel. Et menighedsråd kan ikke uden videre bruge penge på noget ikke-kirkeligt. Og hvis man ikke brænder kassen af, ender pengene i provstiets kasse og kan i princippet ende med at blive brugt andre steder i Nordjylland. Faren ved denne organisering af pengestrømme er, at menighedsråd skynder sig at bruge midler opnået for eksempel via salg af ejendomme på mere eller mindre tvivlsomme projekter. Så kan man i det mindste beholde pengene i eget sogn. Denne praksis er ganske uheldig. Men når kronerne nu brænder i lommen, kunne Lyngså Menighedsråd også vælge at udfordre grænserne. Lave ridning for svage børn i kirkeligt regi. Forsøde de ældres liv med arrangementer, hvor man inviterer på kaffe og giver gaver (gavekort til hjemmeservice?) med hjem. Med lidt kreativitet kommer man langt. Menighedsrådet frygter, at kirkelivet vil uddø, hvis man ikke bygger et kirkehus. Det er en bagvendt måde at argumentere på. Man poster ikke tre mio. kroner i et byggeri, slår korsets tegn for sig og håber, at nogen vil bruge huset. Man bygger kun, hvis der er et dokumenteret behov. Sådan er det i kommunerne. Og sådan bør det også være i folkekirken.