Næsten 2000 thyboer har dyrket SMART sport

Unge dyrker sport med en smartphone i hånden

Næsten 2000 unge thyboer har nu prøvet kræfter med SMART sport, blandt andet som her, hvor elever på Østre Skole sættes ind i konceptet. Foto: Peter Mørk <i>Foto: Peter Mørk</i>

Næsten 2000 unge thyboer har nu prøvet kræfter med SMART sport, blandt andet som her, hvor elever på Østre Skole sættes ind i konceptet. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

THY-HANNÆS:Med en smartphone i hånden har knap 2000 unge thyboer deltaget i SMART sport, et udviklingsprojekt mellem DGI Nordvest og Thisted Kommune.

Projektet går ud på at bruge telefonernes teknologi, for eksempel GPS, sammen med fysisk aktivitet i forskellige former.

Samtidig arbejder projektet på, at foreninger i højere grad får øjnene op for de muligheder, som online motionsfælleskaber giver.

Ifølge projektleder på SMART sport, Kristian Lindskov Hansen, er der store muligheder for idrætsforeninger og institutioner til at gøre børnene fysisk aktive med den nye teknologi.

- Udviklingen af apps, der på forskellig vis kræver fysisk aktivitet for at bruge dem, går rigtig hurtigt i øjeblikket, fortæller Kristian Lindskov Hansen, og fortsætter:

- Hvor udviklerne af apps tidligere har haft fokus på at måle distance, tid og kalorieforbrug, satser flere nu på at udnytte telefonernes GPS til at skabe læringsværktøjer og computerspil.

I løbet af efteråret 2012 har SMART sport afviklet 25 aktivitetsdage på skolerne rundt omkring i Thisted Kommune. Her er deltagerne blevet introduceret til idræt med mobilteknologi samt nogle af de klassiske udendørsaktiviteter som MTB, klatring og skovfitness.

I foråret får skolerne i Thisted mulighed for at lade en SMART sport-instruktør overtage idrætsundervisningen med aktiviteter, der benytter de nye teknologier.

Den lokale forankring har høj prioritet, og foreningerne i Thy får mulighed for at få uddannet instruktører i SMART sport på en nyudviklet instruktøruddannelse.

Uddannelsen sætter fokus på arbejdet med teknologi i forhold til aktivitetsudvikling, kommunikation og idrætsorganisering.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.