Kræft

Næsten alle får afslag

Patientforeningen for Kræftbehandling i Udlandet (PaKU) kritiserer Sundhedsstyrelsen for at være "uden vilje til at se på nye behandlingsformer". Baggrunden er, at 48 af 50 patienter i de første to måneder af 2003 har fået afslag på økonomisk hjælp til kræftbehandling i udlandet. Foreningen henviser til, at sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fra årets begyndelse har frigivet penge til danske kræftpatienter, der søger behandling i udlandet. - Med det nye tiltag har politikerne vist vejen til at forbedre forholdene for de kræftramte danskere, så behandlingen i Danmark kan bringes op på samme niveau som i udlandet. Det uhyggelige er blot, at det ikke er politikerne der bestemmer, hvorledes midlerne kommer patienterne til gavn. Den største forhindring for virkelige forbedringer i kræftbehandlingen i Danmark udgøres af Sundhedsstyrelsen og dennes såkaldte eksperter, siger formand for foreningen Ole Morten Landsmann. Han finder det "helt grotesk" at Sundhedsstyrelsens eksperter skal vurdere, hvad udenlandske kræftspecialister formår. - Denne vurdering er for længst foretaget af sundhedsmyndighederne i bl.a. England, Sverige, USA og Tyskland, siger Ole Morten Landsmann. /ritzau/