EMNER

Næsten halvdelen af vælgere i tvivl om EU-forfatning

Flere mænd end kvinder er ja-sigere

KØBENHAVN:Det er foreløbig meget usikkert, om danskerne siger ja eller nej ved den kommende folkeafstemning om EU's nye forfatningstraktat. Næsten hver anden vælger har ikke besluttet sig endnu, viser en meningsmåling, som Catinet Research har lavet for Ritzau. Venstre og Socialdemokraterne konkluderer, at politikerne nu må gøre mere for at skabe debat om forfatningstraktaten og Danmarks EU-medlemskab. Ud af 1104 udspurgte vælgere ved knap 46 procent ikke den dag i dag, om de vil stemme ja eller nej. Kun lidt over en tredjedel siger på forhånd ja til forfatningstraktaten, som i Folketinget støttes af regeringspartierne, Socialdemokraterne og De Radikale, mens SF endnu mangler at gøre sin stilling op. Under hver femte siger på forhånd nej. Flere mænd end kvinder er ja-sigere, mens flere kvinder end mænd er i tvivl. Blandt nej-sigerne er der næsten lige mange mænd og kvinder. 45 procent af de spurgte mænd har allerede nu besluttet sig for et ja. Knap 19 procent af kvinderne siger ja på forhånd, mens over 52 procent af kvinderne ikke har besluttet sig endnu. Aldersmæssigt er beslutsomheden størst blandt de 50-69 årige. Her siger 41 procent af vælgerne på forhånd ja, mens knap 21 procent siger nej, og kun godt 38 procent er i tvivl. Vælgere i hovedstadsområdet er på forhånd mere stemt for et ja end vælgere i provinsen, ligesom ja-sigerne har højere uddannelse og løn end nej-sigerne. Catinet har lavet meningsmålingen i september måned, men inden EU's udvidelseskommisær, Günter Verheugen, torsdag meldte positivt ud om at indlede optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Hverken Venstre eller Socialdemokraterne er overraskede over meningsmålingen, siger EU-ordfører Charlotte Antonsen (V) og gruppeformand Pia Gjellerup (S). Men de mener begge, at der er brug for mere debat om forfatningstraktaten og Danmarks rolle i EU. - Det er ikke så godt, men det er bedre, at der er mange tvivlere, end at der er mange nej-sigere. Men der går jo et stykke tid, inden vi skal have afstemningen, så jeg er fortrøsningsfuld for et ja, siger Charlotte Antonsen. Hun forklarer den store usikkerhed med, at det er længe siden, at forfatningstraktaten har været oppe som emne i medierne. Socialdemokraternes gruppeformand, Pia Gjellerup, siger, at usikkerheden er forventelig. - Det er jo ikke noget, der er på dagsordenen for folk at tage stilling til. Det er et spørgsmål, der ligger i en puppe og venter på at bryde ud, siger Pia Gjellerup. Hun beskylder også regeringen for at være skyld i manglende interesse for EU-forfatningstraktaten, fordi regeringen gik enegang i forhold til EU med invasionen af Irak. - Det, at Europa er Danmarks fremtid står ikke særligt klart. Selv om vi arbejder sammen i den daglige EU-politik, så gør regeringens Irak-politik, at det ikke er noget fælles, der driver Europa-politikken, siger Pia Gjellerup. Charlotte Antonsen afviser beskyldningen fra Socialdemokraterne. - Danmark har hele tiden fulgt USA i sikkerhedspolitikken. Og nu er der jo enighed i EU om, at vi skal ud af Irak på en ordentlig måde, siger Charlotte Antonsen. /ritzau/