Næsten helt frisk igen

Pensioneret landmand overlod trygt sin krop til læger og robot

Knud Erik Christiansen kunne forlade sygehuset allerede dagen efter, at han som den første nordjyde med prostatakræft var blevet opereret ved hjælp af en robot. I dag - tre uger senere - er han næsten i fuld vigør igen. Foto: Claus Søndberg

Knud Erik Christiansen kunne forlade sygehuset allerede dagen efter, at han som den første nordjyde med prostatakræft var blevet opereret ved hjælp af en robot. I dag - tre uger senere - er han næsten i fuld vigør igen. Foto: Claus Søndberg

NORDJYLLAND:- Det går rigtig godt. Om et par uger regner jeg med at være arbejdsduelig igen. For tre uger siden lagde 65-årige Knud Erik Christiansen lagde sig på operationsbordet. Han fik fornøjelsen af at være den første nordjyske patient med prostatakræft, som blev opereret ved hjælp af en robot. Den pensionerede landmand fra Gudumholm takkede straks ja, da han fik tilbuddet om at blive opereret med robot. Han var slet ikke i tvivl, da lægerne tilmed fortalte ham, at operationen giver færre efterveer end den traditionelle måde at gøre det på. - Det er jo ingen hemmelighed, at mænd, der er blevet opereret for prostatakræft, ofte har problemer med vandladningen bagefter. Det er jeg heldigvis stort set sluppet for. Knud Erik Christiansen fik konstateret prostatakræft først på sommeren. En blodprøve indikerede, at der var noget galt. I første omgang fandt lægerne ingen kræftceller. Men det gjorde de ved den næste undersøgelse. - Heldigvis har kræftcellerne ikke bredt sig. Så der er håb om, at operationen kan kurere sygdommen, siger han. Knud Erik Christiansen har regelmæssigt fået taget blodprøver siden årtusindskiftet, da hans tvillingbror fik konstateret prostatakræft. Broderens kræft havde bredt sig i kroppen, inden han gik til læge. Han døde for fem år siden. - Jeg fik at vide, at sygdommen kunne være genetisk bestemt. Derfor besluttede jeg straks at få taget blodprøver regelmæssigt. Det er jeg glad for, at jeg gjorde. Ellers var jeg måske heller ikke blevet behandlet i tide. Knud Erik Christiansen har fået valget mellem en kemobehandling og operation. - Jeg valgte operationen, blandt andet fordi det er langt hurtigere overstået end en kemokur, der kan strække sig over flere måneder, forklarer han. Selve robotoperationen varede små fem timer. Når lægerne på Aalborg Sygehus får lidt mere rutine, vil det gå noget hurtigere. - Allerede samme dag var jeg oppe at gå en bette tur, og næste eftermiddag blev jeg sendt hjem. Under normale omstændigheder ligger patienter ellers fem-seks dage på sygehuset efter en operation for prostatakræft, fortæller Knud Erik Christiansen. Natten efter operationen spurgte en sygeplejerske et par gange, om han ønskede noget smertestillende. Men det havde han ikke behov for. - Det stærkeste, jeg har taget siden operationen, er et par panodil'er. I det hele taget overstiger både operationen og behandlingen på sygehuset mine vildeste forventninger. Det burde faktisk være en ret for alle at blive opereret på den måde. Knud Erik Christiansen har drevet landbrug på Tiendemarken ved Gudumholm i 40 år siden. For et år siden overlod han gården til sønnen og gik på efterløn. Men selv om han er efterlønner og ramt af en kræftsygdom, hjælper han til på gården. Således var han dagen før indlæggelsen på sygehuset på havearbejde hos sønnen. Foreløbig nøjes Knud Erik Christiansen med at gå til hånde derhjemme, hvor han river efterårets løvfald sammen i haven. Men han glæder sig til, at han inden alt for længe kan give en hjælpende hånd med i sønnens landbrug. Foreløbig tegner det ganske lovende.