Trafikulykker

Næsten som ny

36-årig lastbil har fået sin anden ungdom

VEJGAARD:36 år går ikke sporløst over nogen. Og da slet ikke en 36-årig Scania Vabis lastbil. Men hos AMU Nordjylland, der ligger på Sofievej i Vejgaard, er det lykkedes at få en Scania Vabis årgang 1966 til at se ud stort set som da den trillede ud fra fabrikken. Bemalingen er lidt anderledes. Nu er det AMU, lastbilen gør reklame for. Men de første ti år af sit levede tjente lastbilen til dieselen ved at køre afskårne blomster for Gasa til Italien og Holland. Lastbilen blev så købt af AMU-centret, hvor den indtil for tre år siden blev været brugt som øvelsesvogn ved læsseøvelser og ved stuvning af gods. Mens den var aktiv i tjeneste kom den aldrig udenfor skolens område, så den har ikke været indregistreret i mange år. Det er en lille flok tidligere ansatte på AMU-centret, der sammen med værkfører Anders Skærbæk har æren for, at lastbilen har fået sin anden ungdom. I aften er det fruernes tur til at se nærmere på det, der i over et år har holdt mændende beskæftigede en dag om ugen. De er inviteret til et lille arrangement, hvor det bliver fejret, at nu er restaureringen færdig. - Det var nok en større mundfuld, end vi på forhånd havde regnet med, fortæller Charles Brandborg. For da de gamle drenge først begyndte at pille ved lastbilen viste det sig, at den var hårdt angrebet af rust. Så der var nok at tage fat på. - Først skilte vi den ad, så vi kunne få et overblik over, hvad der manglede og hvad der var rustet væk, fortæller Anders Skærbæk. Herefter gik jagten ind på de rigtige stumper, for det var fra begyndelsen et mål, at gøre lastbilen så original som muligt. Det lykkedes at skaffe en del. Blandt andet med hjælp fra gamle vognmænd, der havde lidt reservedele liggende. Men de gamle AMU-ansatte fik også brug for deres fingerfærdighed og andre evner. For nogle ting kunne ikke skaffes. F.eks. var det umuligt at finde to nye trinbrætter til dørene, så de blev håndlavet efter det der tilbage af de gamle. Og resultatet er blevet så flot, at kendere af veteranlastbiler har rost det nydelige arbejde. Det har ikke kostet AMU Nordjylland noget, at få restaureret den gamle lastbil. I stedet har mange af de leverandører skolen bruger været parat til at sponsorere nogle af materialerne. For deltagerne i projektet har det været hyggeligt at bruge en dag om ugen sammen med de gamle kolleger på det fælles projekt. Lidt godmodigt drilleri er en del af omgangstonen. Det bliver også demonstreret, da formanden for seniorer, Svend Aage Frederiksen, gør klar til en tur under lastbilen. Lige forinden har lastbilens kran været i funktion, så støttebenene er skubbet ud og har løftet den lidt fra jorden. - Så, nu kan du godt komme under, lyder det med adresse til den lille topmave. Og da Svend Aage Frederiksen fortæller, at det ikke er så let for ham at komme op igen, lyder det hurtigt: - Vi skal nok få dig op igen. Vi har kranen med. Kranen er iøvrigt et kapitel for sig selv. Den der sad på lastbilen, da den stadig var i arbejde, var alt for moderne. Den blev pillet af og erstattet af en kran af samme årgang som lastbilen. En kran fra det fynske firma E. Faclk Schmidt, som i omkring 30 år havde ligget i dvale på et af militærets lagre. Siden var den blevet købt af en hugger i Viborg, hvor Anders Skærbæk fandt den. Seniorerne fra AMU er klar til at kaste sig over nye opgaver, hvis der skulle dukke noget interessant op. Næste projekt bliver at indrette et lille værksted på skolen, hvor de kan holde til. Anders Skærbæk håber så, at det lykkes at finde en anhænger på alder med lastbilen. Han kunne godt tænke sig at få fingre i sådan en svend, så den gamle Scania Vabis kunne få noget på anhængerkrogen igen.