Næsten stormløb til kunstfernisering

Kunstudvalget i Kig Ind havde med beregning placeret begivenhed i forlængelse af officiel indvielse af det nye tilstødende bibliotek i Nørager.

Helt bevidst havde medlemmerne af kunstudvalget i kultur- og medborgerhuset Kig Ind i Nørager placeret ferniseringen på sæsonens sidste kunstudstilling i direkte forlængelse af indvielsen af det nye bibliotek ved siden af i weekenden. - Så var vi i hvert fald sikret, at rigtig mange deltager og ser vores aktuelle udstilling med malerier og glaskunst. Desværre er kun den ene af de to udstillende kunstnere til stede ved selve åbningen, nemlig billedkunstner Jeannie Bolund, fortæller pensionist og medlem af kunstudvalget, Kaj Aage Pedersen. Stigende kunstinteresse lokalt Kunstudvalget har efterhånden eksisteret i seks år, og flere og flere ser de skiftende udstillinger. - Dengang vi begyndte var der slet ingen tradition for kunstudstillinger her i Nørager. Det forhold har nu efterhånden ændret sig, så vi normalt har mellem 30 og 60 gæster til vores ferniseringer, påpeger Kaj Aage Pedersen. Og publikum nøjes ikke længere bare med at kigge de skiftende udstillinger. - Nej, blandt andet de sidste to udstillende kunstnere har fået solgt rigtig mange værker siden ferniseringen i februar, tilføjer Kaj Aage Pedersen. Den nye aktuelle udstilling i Kig Ind slutter 27. juni.