EMNER

Næstformænd enige i Mejdahls kritik

Der ér noget at komme efter i kritikken om, at regeringen vender ørerne den anden vej, når oppositionen taler. Det mener et flertal i fem mands ledelsen af Folketinget, præsidiet, med Venstremanden Christian Mejdahl i spidsen.

Folketingets nordjjyske formand, Venstres Chr. Mejdahl, bakkes op i sin kritik af regeringens håndtering af oppositionen. arkivfoto

Folketingets nordjjyske formand, Venstres Chr. Mejdahl, bakkes op i sin kritik af regeringens håndtering af oppositionen. arkivfoto

Næstformændene Svend Auken (S) og Niels Helveg Petersen (R) er enig med formanden Mejdahl, som i Morgenavisen Jyllands-Posten søndag kritiserer sit eget partis regeringsstil. Regeringen viser ikke tilstrækkeligt hensyn til mindretallet, mener Mejdahl. Kritikken bliver dog afvist af næstformand Poul Nødgaard fra VK-regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti. Han siger til Radioavisen, at man ikke kan regere på mindretallets synspunkter. Poul Nødgaard er formand for Folketingets kommunaludvalg, hvor noget af den kritiserede optræden har fundet sted. Niels Helveg Petersen finder kritikken fra Mejdahl helt berettiget. - Den ene grund til stilen er, at vi i fem år reelt har haft en flertalsregering, fordi V og K hele tiden kan skaffe sig flertal hos Dansk Folkeparti. Det bruger de til overmål uden at gøre sig umage. Den anden grund er statsministerens personlige stil, om at der aldrig er “noget at komme efter”. Kritik fejes af bordet, og chefens ledelsesstil smitter af, siger Niels Helveg Petersen til Ritzau. Han venter ikke, at der kommer en tak-for-sidst eller noget-for-noget reaktion, hvis regeringen skiftes ud. - Det bliver ikke med Det Radikale Venstres gode vilje. Det ville være en helt forkert konklusion, siger Niels Helveg Petersen. Både han og næstformand Svend Auken (S) fremhæver, at Christian Mejdahl ikke er hvem som helst. - Folk, der kender Christian Mejdahl, ved, at han ikke er en mand, der taler i utide. Når han siger noget, så skal man lytte til, hvad han siger, siger Svend Auken til Radioavisen. En konference om samarbejdet mellem regering og folketing bliver holdt den 9. oktober. Den blev udskudt, fordi oppositionen meldte fra i vrede, da den først skulle være holdt. Afbuddet kom, efter at finansminister Thor Pedersen (V) i strid med traditionen fik gennemtrumfet, at han kan gribe ind i kommunernes økonomi uden at spørge Folketingets finansudvalg. Christian Mejdahl kritiserer fremgangsmåden. Han kritiserer også, at der ikke kom et bredt forlig om kommunalreformen. Desuden generer det ham, at regeringen og Dansk Folkeparti i sidste øjeblik sprang fra et bredt forlig om valgkredse og tvang sin egen vilje igennem. /ritzau/