EMNER

Næstsidste runde om mesterskab

AARS:Som følge af pinsen spilles sjette og næstsidste runde i kampen om årets Himmerlandsmesterskab i skak allerede i aften på Erhvervsskolerne i Års og fortsætter de førende med at vinde, kan nogle af rækkerne blive afgjort allerede nu. I den bedste række, Mesterklassen, byttede de to Nørresundby-spillere, Henrik Willumsen og John Bauneborg Nielsen, plads efter femte runde idet de to spillere har henholdsvis 4,0 point og 3,5 point inden de mødes i en meget spændende indbyrdes match i sjette runde. På tredjepladsen i rækkens findes sidste års vinder, Niels Chr. Davidsen fra Skørping, da han stille og roligt har spillet sig op på 3,0 point. Det er stadig de to klubkammerater fra Aalborg Skakforening, Søren Andersen og Thomas Heine Bech, der er i front med hver 4,0 point i Klasse I men tre spillere er lige efter med hver tre point så her er intet afgjort endnu. Poul Erik Niebuhr fra den arrangerende Aars Skakklub fører stadig Klasse II med 4,0 point foran Sven Erik Østergaard fra Skørping og Rasmus Kristiansen fra Terndrup med hver 3,5 point. I Klasse 3A fører Jacob Søgaard fra Skørping stadig med nu 4,5 point foran Klaus Nielsen fra Tranum med 3,0 point så her kan en afgørelse være meget tæt på. Det er også tilfældet i Klasse 3B, hvor Jens Ole Andersen fra Skørping stadig har maksimum 5,0 point foran Patrick Lemonnier fra Skørping med 4,0 point og Ken Christensen fra Tranum med 3,5 point. mølbæk