Nævefighter på skolebesøg

På Nordstjerneskolen uddeler Patrick Nielsen autografer og ikke øretæver

Patrick Nielsen, th., i ringen som vi kender ham. Torsdag kan elever og lærere på Nordstjerneskolen komme tættere på ham uden at få øretæver.Arkivfoto: Bente Poder

Patrick Nielsen, th., i ringen som vi kender ham. Torsdag kan elever og lærere på Nordstjerneskolen komme tættere på ham uden at få øretæver.Arkivfoto: Bente Poder

FREDERIKSHAVN:Elever og lærere på Nordstjerneskolen får på torsdag mulighed for at høre, hvordan livet er som professionel bokser.

Den danske WBA-mester i mellemvægt, 22-årige Patrick Nielsen, og hans træner Joey Gamache gæster Frederikshavns nye skole klokken 11.00.

- Her kan alle på skolen få en autograf og en snak med Patrick om hans karriere og kampe i ringen, fortæller Søren Qvist, der er markedsføring- og konceptudvikler i Arena Nord.

- Ved det seneste Nordic Fight Stævne var norske Cecilia Brækhus inden stævnet på besøg på Sygehus Vendsyssel, og på samme måde vil Patrick gerne ud at fortælle om sin karriere.

Team Sauerland promoverer boksestævnet igennem hele næste uge, og mandag varmes der op i Oslo med et pressemøde, hvor det naturligvis er den norske verdensmester Cecilia Brækhus, der er i centrum.

Tirsdag drager det nordiske bokseteam videre til Stockholm, og onsdag gælder det København med Patrick Nielsen i hovedrollen, akkurat som han er tiltænkt i Arena Nord.

Efter turen til Nordstjerneskolen torsdag formiddag er der pressekonference klokken 13.00 i Arena Nord med deltagelse af stævnets hovednavne samt promotor Nisse Sauerland.

Den officielle indvejning finder sted fredag klokken 16.00 i Det Musiske Hus, hvor alle boksere skal på vægten.

Nordmænd svigter ikke

Akkurat som de tre tidligere gange med Nordic Fight Night kommer der et stort antal norske tilskuere til Arena Nord.

- Til lørdagens stævne har vi indtil videre solgt tæt på 500 billetter til norske tilskuere, så heller ikke denne gang svigter de, siger Søren Qvist.

Til gengæld må han og Team Sauerland notere, at det er svært at trække tilskuere til den fjerde udgave af Nordic Fight Night.

- Ved den første i april 2012 havde vi 2500 tilskuere i Arena Nord, mens der var 1400 i år i april.

- Det tal håber vi minimum at nå igen på lørdag, men der er et stykke vej endnu, da vi har solgt omkring 900 billetter, siger Søren Qvist.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.