Velgørenhed

Naiv og kynisk politik

Jeg kunne læse mig til på tekst-tv, at velfærdsminister Karen Jespersen (V) nu er kommet med sit bud på en socialpolitik, i hvilket hun opfordrer de velbjærgede til at sørge for, at de fattige også får en jul og ligeledes opfordrer til, at de velhavende engagerer sig i frivilligt arbejde, såsom spejderbevægelser og lektiehjælp.

Hun følger dermed regeringens hidtidige stil, som forfægter samfundets ansvar for de svageste i vores samfund og tilkendegiver en adaption af den amerikanske samfundsmodel, som er så populær i vore tider. Intet nyt under solen der, men trist dog. Det, hun glemmer, er, at der i USA er mange hjemmegående husmødre, som har tid til den slags frivilligt arbejde, - hvorimod det er gængs, at begge køn er udearbejdende i vores samfund. Så når arbejdet er overstået, og børnene er hentet, og de har fået den kvalitative tid, som de har krav på - herunder lektiehjælp, - og de hjemlige pligter er overstået, så er der ikke fantastisk meget tid til at engagere sig i frivilligt arbejde. Jeg skal ikke forfægte, at der findes nogle superhelte-rollemodeller, som kan finde overskuddet til det, men jeg tvivler på, at de er mange. Så tesen om, at de rige skal bære de fattige og afhjælpe de sociale problemer, som regeringens politik har affødt holder grundet tidsbegrænsninger ikke. Jeg finder det i øvrigt påfaldende, så urealistisk den siddende regering er i forhold til kravene til deres borgere. Forældre skal opdrage deres børn, det har de pligt og ansvar for, det skal så foregå i det ringe tidsrum, som forældrene har til rådighed på daglig basis. Derudover skal de stå til rådighed for arbejdsmarkedet - også gerne mere end de foreskrevne 37 timer - og denne arbejdskraft skal også gerne være geografisk fleksibel, - således at det familiære netværk forsvinder. Et netværk, der som regel træder til i tilfælde af sygdom og andre kriser. Det er tillige forældrenes pligt at sørge for, at barnet er tilpasset i skolen og laver sine lektier, samt at det spiser sundt og motionerer, så det ikke ender på fedmestatistikken. Og ifølge vores forrige socialminister skulle folk også gerne få flere børn. Derudover skal forældrene selv sørge for at holde sig i form og være fagligt opgraderede, hvilket så igen tager tid fra familieenheden. Og nu skal de så også engagerer sig i frivilligt arbejde¿. jeg må spørge om: Hvornår? En anden hage ved logikken er, at man forudsætter, at børnene af de fattige og svageste i vores samfund tilsyneladende kommer i spejderbevægelser og andre fritidstilbud. Men at være med der koster penge, og det har de fattigste ikke og hvordan man havde tænkt sig at organisere lektiehjælp må vist stå hen i det uvisse. Så det eneste, Karen Jespersen egentligt tilkendegiver, er, at hun ikke har sat sig tilstrækkeligt ind i problemstillingerne og derfor heller ikke har nogle kvalificerede løsninger. Forslaget er i bedste fald naivistisk og i værste fald kynisk. At hun så samtidigt får kommunikeret, at ikke alle borgere i vores samfund er samfundets anliggende og at vi dermed ikke alle er lige værdige kan kun betragtes som en kapitulation af den grundlæggende tese, som vort velfærdssystem bygger på. Det er trist og kan kun betragtes som en ¿ommer!¿