Naiv sammenligning mellem ældre og piloter

BILISME:Bukkejagen er gået ind. Det samme er jagten på ældre bilister og folkepensionister. Det er lidt naivt at sammenligne en ældre bilists kunnen med en pilot, som har ansvaret for op til 350 mennesker, og skavanker går man vel til læge med, ellers er der sikkert andre, som nok skal gøre én opmærksom på handicappet. At ældre har næstflest uheld, som de nu skal "straffes" for, må jo indikere, at dem med flest også skal "straffes". I den forbindelse savner jeg oplysning om hvilke uheld, det drejer sig om, for begge kategoriers vedkommende, for der er jo mange former for uheld, store som små. Man må så håbe, at pilotbilisten fra Hobro aldrig får behov for at "køre" til købmanden.