Naivistiske malerier på biblioteket
Marion Munkebo Andersson udstiller på gallerigangen

Marion Munkebo Andersson udstille på bibliotekets gallerigang. Privatfoto
FREDERIKSHAVN:Hele januar måned kan man se Marion Munkebo Anderssons malerier på gallerigangen på Frederikshavn Bibliotek.
Marion Munkebo Andersson er opvokset i Sæby og bor i dag i Frederikshavn. Hun er uddannet pædagog 1982 og arbejder som daglig pædagogisk leder.
Marion har altid været kreativ. Som teenager gik hun på et aftenkursus ved kunstner Lars Svane.
Hele livet har det været musik/ sang, der har haft hendes store interesse. Interessen for at male ligger fire år tilbage, hvor hun fik lyst og mod til at udforske den del af sig selv. Det var hendes niece, der blev inspirationskilde til at komme i gang. Hun var godt i gang med sine billeder og skulle inden længe udstille sine første malerier i København.
Kan ikke la’ vær’
Marion maler, fordi hun ikke kan lade være og forsøger at vise humor og livsglæde og barnet i sig selv, den naivistiske side, at lege med farverne på store flader, hvor der er plads til store armbevægelser og skabe sit eget frirum, hvor der ingen regler og dagsorden er.
For Marion er det at male i sig selv en dejlig oplevelse - hun eksperimenterer med strukturer og farver. Når hun begynder på et billede har hun ingen klar forestilling om, hvad det skal blive til. Nogle gange bliver det et billede, der danner hendes eget billedsprog, her får hun malet det ud, som fylder - en frustration - eller tro, håb vrede, glæde, sorg og kærlighed.
Kunst eller ej...
Kunst eller ej - Marion anser ikke sig selv som kunstner og har som autodidakt naivist rent kunstnerisk meget at lære endnu.
Men det er hendes interesse, og en ny bold er i luften, og den vil hun forsøge at gribe og holde fast i.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.