Løkken

Naivitet en fordel?

LØKKEN SPAREKASSE: Så kom det indlæg, som jeg tror, at mange har ventet på, nemlig fra et bestyrelsesmedlem fra den krakkede Løkken Sparekasse. Lærer på Aabybro Ungdomsskole, Mogens Gjerløv, føler trang til at lette sin samvittighed. Eller, det troede man, at det var, da man læste, at der var en stor artikel om dette tidligere bestyrelsesmedlem. Det skinner imidlertid klart igennem, at det ikke var til at forudse, at det ville gå galt, når man lånte penge ud til en masse udenbys ejendomsspekulanter. Mange af dem var fra Sjælland. Nej, når det nu gik galt alligevel, så var det i hvert tilfælde ikke bestyrelsens skyld og da slet ikke Mogens Gjerløvs. Nej, det var bl.a. Finansrådets skyld! Hallo, Mogens Gjerløv, syntes du ikke, det var underligt at store, udenbys ejendomsspekulanter fra bl.a. Sjælland skulle helt til Løkken for at låne penge? Syntes du ikke, det var underligt, at de ikke lånte dem i deres nærområde? Du skriver, at du mener, at bestyrelsen havde faglig kompetence til at varetage bestyrelsesarbejdet i et pengeinstitut. Jeg ved ikke, hvad kompetencer man skal have, men man behøver åbenbart ikke være specielt intelligent. Jeg vil endda mene, at hvis man er lidt naiv, så er det åbenbart en stor fordel. Og hvis man så samtidig er totalt blottet for moral, så burde den være hjemme. Og nej, jeg er ikke en bitter tidligere garant fra Løkken Sparekasse, jeg har aldrig haft garantbeviser i Løkken Sparekasse, men jeg føler med de mange garanter, som har lidt tab, både store og små, på grund af, bl.a. en uduelig bestyrelse.