Napoleon-våben solgt for over 18 millioner kroner

En kårde er blandt de genstande fra Napoleon Bonaparte, som er blevet solgt hos et auktionshus i USA.

En kårde, som blev båret af Napoleon Bonaparte under et kup i 1799, og fem skydevåben er blevet solgt på en auktion i USA for flere millioner.

Det oplyser auktionshuset Rock Island Auction Company, som havde sat genstandene til salg og har base i den amerikanske delstat Illinois.

Genstandene blev solgt 3. december til 2.875.000 millioner dollar - godt 18,9 millioner danske kroner - fremgår det på auktionshusets hjemmeside.

De blev solgt via telefon til en køber, som er forblevet anonym, fortæller Kevin Hogan, der er direktør for Rock Island Auction Company.

Ifølge Hogan tager køberen "et meget sjælden stykke historie" med hjem.

Efter at være blevet kronet som kejser menes Napoleon at have overrakt sværdet til general Jean-Andoche Junot. Senere var generalens kone dog tvunget til at sælge det for at afbetale gæld.

/ritzau/AFP