Narko blandt skolebørn

MISBRUG Billige, men livsfarlige tabletter lokker

Skolevæsen 15. februar 2005 05:00

FREDERIKSHAVN:Hårde stoffer som ecstasy og amfetamin er på ned i stadig yngre aldersgrupper. - Det er ny tendens, og derfor koncentrerer vi os om misbruget blandt de helt unge, siger kriminalinspektør Jørgen Hansen, Frederikshavn. I en stor narkorazzia i Frederikshavn fredag var den yngste af de anholdte kun er 15 år gammel. Hovedparten af de 11, som politiet foretog ransagning hos, er i aldersgruppen er 16-17 år. Ved ransagningen beslaglagde politiet 190 g hash, 43 ecstasytabletter og 10 gram amfetamin. Narkofundene er bare et af mange faresignaler om, at grupper af store børn i byen er involveret i narkokriminalitet og eksperimenterer med stoffer. I oktober blev én anholdt med amfetamin ved en technofest på Knivholt ved Frederikshavn. Han havde et større lager hjemme. I november blev der fundet narkotika på et toilet på Fladstrand Skole i Frederikshavn under en skolefest. Omkring årsskiftet var politi og SSP-folk på en skræmmekampagne på flere kommuneskoler. Politiet dukkede uvarslet op og pillede elever ud af klasserne til alvorlige samtaler, fordi de pågældende indgik i "uheldige grupperinger". Samtalerne havde præventiv karakter, og der blev ikke rejst sigtelser mod nogen. Men politiet havde allerede dengang kendskab til rygter om, at der florerede stoffer i klikerne. Jørgen Hansen siger, at ransagningen er et led i en præventiv taktik, som skal holde de helt unge fra narko. Derfor arbejder politiet også tæt sammen med skolerne. Overdosis Siden jul er mindst tre 17-18 årige frederikshavnere blevet indlagt på sygehus efter indtagelse af overdoser. En af de tre har ligget i respirator i flere uger, og selv om han nu trækker vejret ved egen hjælp, er han stadig indlagt på sygehus med svære eftervirkninger. Han er blandt andet ikke i stand til at spise selv. Alle tre havde indtaget piller kaldet "blå sommerfugl". En analyse viser, at de indeholder omkring dobbelt så meget af et amfetaminlignende stof som andre ecstasypiller, oplyser Jørgen Hansen. Han siger, at der er store mængder narkotika på markedet og priserne er faldet stærkt den seneste tid. - Man kan frygte, at det er et led i et forsøg på trække flere unge ud i misbrug, siger han. Seks fængslet Lige nu sidder seks unge varetægtsfængslet i narkosager i Frederikshavn. Hos en enkelt af dem beslaglagde politiet 850 ecstasy-piller. Jørgen Hansen kan ikke sige, hvor pusherne skaffer pillerne fra, men de omsættes i restaurationsmiljøet. Så sent som i weekenden blev en gæst på Jungle Bowl, som er et af mødestederne for byens helt unge, taget med amfetamin.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...