Narko-mellemmand slap med betinget straf

FREDERIKSHAVN:En 19-årig frederikshavner slap med en betinget straf på ti måneders fængsel med vilkår om samfundstjeneste i 80 timer for sin rolle i den store amfetaminsag, som i foråret blev optrevlet i Frederikshavn. Sagen mod den 19-årige blev behandlet i juli, og han blev dengang fundet skyldig. Domsmandsretten ville imidlertid afvente en udtalelse fra Kriminalforsorgen om den 21-årige, før domsafsigelse. Af Kriminalforsorgens udtalelse fremgik, at afsløringen af den 19-åriges rolle som mellemmand mellem to af amfetaminkartellets hovedpersoner har haft vidtrækkende personlige konsekvenser for ham. Han mistede sit job og sin kæreste, da han blev varetægtsfængslet, og hans familie slog i første omgang hånden ham. Det lykkedes ham dog at gøre sin eksamen på handelsskolen færdig. Han har siden fået nyt job og ny kæreste og har planer om at gå i gang med et universitetsstudium. Den 19-årige havde ikke selv købt eller solgt narko, men forestået opkrævning af betaling for en af bagmmændene. Dommer Mogens Pedersen understregede, at domsmandsretten havde haft betænkelighed ved at give en betinget dom på grund af sagens alvorlige karakter. - Og du skal være klar over, at hvis du ikke passer din samfundstjeneste, så ryger du direkte i hullet, lød dommerens afsluttende salut.