Narkokriminalitet

Narko under sædet

AALBORG:Politiet fik en uventet sidegevinst, da en bilist tidligere i år blev stoppet for at snakke i mobiltelefon ba rattet. Under et af sæderne i bilen lå en pose med alskens narkotiske stoffer. Det fund har Retten i Aalborg nu takseret til syv måneders betinget fængsel, men den dømte slipper for at afsone, hvis han udfører 70 timers samfundstjeneste. Den 28-årige mand nægtede sig skyldig og forklarede, at han havde købt en mindre mængde narkotika af en person, og at denne måtte have efterladt de andre stoffer i bilen. Det troede retten ikke på, og i stedet lagde man til grund, at narkoen helt og holdent var anbragt af tiltalte, og at det delvis var beregnet på videresalg. Desuden er han belastet af en tidligere dom for narkobesiddelse. Den famøse pose indeholdt 52 gram amfetamin, en del medicin, cirka 2 gram kokain og lidt hash. Desuden fandt politiet 25 salgsposer i handskerummet. Når dommen blev gjort betinget, hænger del blandt andet sammen med, at den dømtes personlige forhold. Han har fast job og har jævnligt samkvem med en mindreårig søn. Han udbad sig dog betænkningstid med hensyn til anke.