Narkobagmand får 16 års fængsel i sag om amfetamin

Ni mænd er ved Retten i Aarhus idømt langvarige fængselsstraffe i en sag om 28 kilo amfetamin.

Bagmanden i en sag om handel med 28 kilo amfetamin er fredag idømt maksimumstraffen for narkohandel på 16 års fængsel. Det er fire år mere, end man sædvanligvis får for drab. Otte andre mænd er idømt mellem seks og ti års fængsel i sagen. (Arkivfoto).

Bagmanden i en sag om handel med 28 kilo amfetamin er fredag idømt maksimumstraffen for narkohandel på 16 års fængsel. Det er fire år mere, end man sædvanligvis får for drab. Otte andre mænd er idømt mellem seks og ti års fængsel i sagen. (Arkivfoto).

AARHUS:En levering af tre kilo amfetamin på et rasteplads ved Aarhus i september 2019 blev startskuddet til en omfattende efterforskning, der optrevlede et større narko-netværk.

Den foreløbige kulmination i sagen kom fredag ved Retten i Aarhus, hvor ni mænd blev idømt langvarige fængselsstraffe for deres roller i besiddelsen af og handlen med 28 kilo amfetamin.

Det oplyser politiets specialenhed Særlig Efterforskning Vest (SEV) i en pressemeddelelse.

Den 33-årige Troels Kristensen Knudsen blev dømt som netværkets bagmand. Med fredagens dom er han blevet medlem af en ganske lille kreds af personer, der har fået maksimumsstraffen for narkohandel på 16 års fængsel.

Til sammenligning bliver man som udgangspunkt idømt 12 års fængsel for drab.

- Den 33-årige mand har været sagens omdrejningspunkt, og der er ikke nogen tvivl om, at han har været bagmanden, og at de øvrige otte mænd i større eller mindre grad har arbejdet for ham, hvilket også var billedet under efterforskningen, udtaler specialanklager ved SEV Morten Rasmussen.

Troels Kristensen Knudsen blev anholdt den 9. januar sidste år sammen med to mænd på 32 og 62 år.

Politiet mener, at 32-årige Danny Riis Mølgaard Andersen var Knudsens højre hånd. Han fik da også den næsthøjeste straf på ti års fængsel.

Til gengæld spillede 62-årige Henrik Lykke Christensen kun en mindre rolle i netværket. Han fik seks år fængsel for at stille sin lejlighed i Aarhus Vest til rådighed for opbevaring og opblanding af amfetaminen.

En lille uge efter de første anholdelser blev en 44-årig mand og hans 19-årige søn den 15. januar anholdt.

De havde modtaget amfetamin fra Knudsen på en adresse nord for Aarhus. Narkoen skulle ifølge politiet sælges videre til kunder i Herning og Ikast-området.

Kurt Dahl Poulsen blev idømt ni års fængsel, mens hans søn Adam Dahl Poulsen fik syv års fængsel.

Desuden blev Kasper Ormslev Christensen idømt ni års fængsel, Jakob Mønster og Dennis Berg Sørensen fik hver otte år og Thomas Sander Nielsen fik seks års fængsel.

Anklager ved SEV Jacob Gents er godt tilfreds med dommen og mener, at straffene afspejler de roller de enkelte har haft i netværket.

- Og så glæder jeg mig over, at politiet undervejs fik beslaglagt knap 10 kilo amfetamin, der nu bliver destrueret i stedet for at ende på gaden, udtaler han i pressemeddelelsen.

Troels Kristensen Knudsen overvejer nu, om han vil anke dommen til Vestre Landsret. De andre otte ankede på stedet med krav om frifindelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden