Stofmisbrug

- Narkomiljøer findes jo i alle uni-byer

Unge vælger universitet efter studier, mener studerende

AALBORG:Ubegrundet, siger studerende, når informationschef Allan Clausen frygter, at filmatiseringen af bogen Nordkraft vil betyde, at Aalborg universitetet i fremtiden får svært ved at tiltrække nye studerende, fordi filmen tegner et dystert billede af byen og dens undergrundsmiljø. Allan Clausen frygter ligefrem, at nogle af de nuværende studerende vil flytte. - Filmen kan vel ikke være værre for Aalborg end Pusher-filmene er for København, siger Brian Worm, 26 år og 10. semesterstuderende på økonomi. Brian Worm kommer fra Århus, hvor han lige så vel kunne have valgt at læse økonomi, men følte sig tiltrukket af Aalborg, fordi han havde kammerater her, fordi det er en hyggelig og ikke for stor by. - Så gjaldt det naturligvis også, at uddannelsen her havde en vis kvalitetet. Jeg tror, det er det, de unge vælger efter. - Det er da rigtigt, at bogen er ret barsk. Men handlingen kunne jo være foregået i en hvilken som helst andet større by, siger han. Anne Degn Sørensen, 27 år, og Tine Tindal, 25 år, begge 10. semesterstuderende på kultur, kommunikation og globalisering, giver ham ret - Narkomiljøer, kan man da finde alle steder, siger Anne Degn, som kommer fra Århus-området. Bogen er jo ret kendt, og jeg kan ikke forestille mig, at den skulle have nogen indflydelse på nogens valg af studiested. - Der er vel ingen studerende, der er så dumme, at de lader sig påvirke af det. - Der vil være tilsvarende problemer i alle universitetsbyer, supplerer Tine Tindal. Begge har valgt Aalborg Universitet på grund af studieformen. Når Anders Halmind, 23 år og civilingeniørstuderende på ottende semester, også havnet i Aalborg, selv om han måske hellere ville have været til København eller Århus, skyldes det studieformen. Han kommer nordfra. - Nordkraft fortæller om et miljø, som man godt ved er der, men det er jo ikke folk fra universitetsverdenen, der er skildret i den bog, siger han.