Narkopåvirket kører stjålen bil uden kort

To unge fra Haderslev-området kørte rundt i stjålen Citroën. Føreren var narkopåvirket og havde ikke kørekort.

Narkopåvirket kører stjålen bil uden kort

En 20-årig mand fra Haderslev-området kan imødese sigtelser for biltyveri, kørsel uden kørekort og narkokørsel, efter at han lørdag aften forulykkede i en stjålen bil nær havnen i Haderslev.

En 17-årig passager i bilen sigtes for medvirken, oplyser vagtchef Søren Strægaard, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Allerede lørdag eftermiddag fik politiet en anmeldelse om, at nogle unge kørte rundt i Haderslev i en stjålen Citroën Berlingo. Bilen var meldt stjålet i Rødding nordvest for Haderslev.

Lørdag aften fik politiet øje på bilen og satte efter den. I krydset Nordhavnsvej og Lindedal nær lystbådehavnen i Haderslev mistede føreren kontrollen over bilen. Den kørte ind i en helle og væltede rundt på taget.

Den 20-årige chauffør slap heldigt fra ulykken, mens den 17-årige passager, der også er fra området, klager over, at han har ondt i ryggen.

Chaufføren viste sig at være påvirket af stoffer, og han kørte bil uden at have taget kørekort.

- Han vil blive sigtet for brugstyveri, for at køre uden kørekort og for at køre i påvirket tilstand, og hans 17-årige passager bliver sigtet for medvirken, siger Søren Strægaard. l

/ritzau/