Narkoprojekt truet af lukning

Byrådet førstebehandlede i går budgettet for næste år

Stofmisbrug 13. september 2002 08:00

LØGSTØR: Byrådet i Løgstør Kommune mangler penge. Og foreløbig er kommunens narkomaner udpeget som en gruppe, der kan spares på. Således foreslog socialudvalget i går, da byrådet førstebehandlede budgettet for 2003 at spare de knap 1,3 millioner kroner, som narko-projektet Dagslys koster. Da NORDJYSKE Stiftstidende i går talte med narkomanerne i huset på Limfjordsvej, kom det som en opverraskelse for dem, at projektet var i farezonen. - Så ved jeg simpelthen ikke, hvor jeg skal gå hen, siger Susan Petersen, der er på metadon og håber på at komme i behandling inden længe. Hun kommer oprindeligt fra Køge men bor her for at være tæt på sine to børn, der er i familiepleje. Ligesom de fleste af de andre i projektet tror hun, at bybilledet i Løgstør så vil blive præget af flere misbrugere, der står og drikker på gaden. Og som gerne vil være sammen med andre i samme situation. Svær beslutning Formand for kommunens socialudvalg, Karl Laut (V), lægger ikke skjul på, at det har været vanskeligt at finde de 2,5 millioner kroner, som var målsætningen for socialudvalget. - På socialområdet er mange af udgifterne lovbestemte. Men her er altså et punkt, hvor vi adskiller os fra kommunerne omkring os. Der er ingen af dem, der har sådan et tilbud til misbrugere. Og rent faktisk kan det lade sig gøre at spare penge her, siger han. Ligeledes pointerer han, at de videre politiske drøftelser godt kan medføre, at sparekniven ved tredjebehandlingen skærer et andet sted. I alt har socialudvalget anvist besparelser på 2,5 millioner kroner. Ud over Dagslys drejer de foreslåede besparelser sig hovedsagelig om, at et værested for psykisk syge nu etableres i reduceret form med en enkelt fuldtids ansat. At der skæres en medarbejder bort på det kommunalt finanserede værested for udviklingshæmmede på Norgesvej 12. Og endelig er der også lagt op til besparelser i den kommunale hjemmepleje på 340.000 kroner. I alt mangler Løgstør Kommune 6,5 millioner kroner i næste års budget. På byrådsmødet tog kun Pernille Vigsø Bagge fra Socialistisk Folkeparti forbehold overfor besparelsen på narko-projektet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...