Narkosag med 14-årig gør indtryk

Nordjyske folketingsmedlem stiller spørgsmål til minister

Folketingsmedlem Lene Hansen (S) - bekymret over unges narkoforbrug

Folketingsmedlem Lene Hansen (S) - bekymret over unges narkoforbrug

HOBRO:Gør narkokampagner overhovedet indtryk på de unge? Narkosagen fra Hobro, som involverer en 14-årig pusher, chokerer det nordjyske folketingsmedlem Lene Hansen (S), valgt i Hjørringkredsen. Som medlem af Folketingets socialudvalg og sundhedsudvalg stiller hun en række spørgsmål til sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blandt andet med afsæt i den aktuelle sag. Spørgsmål, der i al væsentlig tager sigte på at kortlægge regeringens indsats over for ”unges brug af stoffer og stigende stivnende narkotikamisbrug” - At en kun 14-årig og åbenbart erfaren pusher sælger til unge typisk i hans egen alder chokerer mig virkelig. - Det viser, at vi i Socialdemokratiet har ret i vores antagelse om, at problemets omfang er langt større end de sager, der kommer frem, siger Lene Hansen til NORDJYSKE med henvisning til den aktuelle sag. Her blev seks unge narkosælgere fra Hobro, Mariager og Hadsund sammenlagt idømt 17 og et halvt års fængsel. Men sagen involverede også en syvende - en kun 14-årig dreng, der alene har solgt omkring 700 gram amfetamin, og som nu anbringes på en institution. - Det ser unægtelig ud, som om mange års oplys-ning og kampagne over for unge ikke har haft det ønskede resultat. Trods massiv oplysning om farerne ved narko, bliver det åbenbart mere og mere spændende for unge at eksperimentere. Eksempelvis beretter samaritter fra festivaler og karnevaler om unge, der har brug for hjælp. Ikke på grund af alkoholforgiftning, men fordi de har taget stoffer, og det virker helt forrykt, siger Lene Hansen. Hun beder ministeren oplyse, hvor mange unge under 18 år, der siden 2001 er kommet i behandling for narkomisbrug eller får udleveret nervemedicin på recept. Lene Hansen ønsker også behandlingstyper, behandlingseffekt og skolers handlemuligheder over for misbrug belyst, samt tal for konstateret misbrug i skolerne og på stofmisbrugere. Regeringen nedlagde i 2002 Narkotikarådet. - Det blev erstattet med Rådet for Socialt Udsatte, som åbenbart slet ikke virker tilstrækkeligt til at sætte fokus på problemfeltet, påpeger Lene Hansen.