Naser Khader vil mødes med ophavsmænd til danskertest

Ifølge en stikprøve er størstedelen dumpet indfødsretstesten, som giver adgang til at blive statsborgere.

Inden det officielle resultat for de 2446 personer, der var tilmeldt tirsdagens indfødsretsprøve, er klar, giver det ikke mening at ville lave testen om.

Det mener indfødsretsordfører Naser Khader (K), som vil mødes med de fagfolk, der har formuleret spørgsmålene til prøven.

- Der må være en logik bag spørgsmålene. Den vil jeg gerne kende, inden jeg tager stilling til, om prøven skal laves om. Alt andet er forhastet, siger han.

En foreløbig sammentælling, som Politiken har lavet, viser, at mange udlændinge har dumpet prøven, som skal give dem adgang til statsborgerskab. Derfor har både Venstre og Socialdemokraterne bebudet, at prøven skal laves om.

Spørgsmålene skal være lettere, og de dumpede skal hurtigt have lov til at tage en ny prøve, mener partierne.

Spørgsmålene i prøven er blevet beskyldt for at være for svære. Blandt andet har det skabt debat, at man skal kunne svare på, hvornår den første Olsen-bande-film havde premiere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.