Nasri risikerer at misse VM i Brasilien

Samir Nasri kan få op til to års udelukkelse fra det franske landshold på grund af sin opførsel under EM

Samir Nasri burde nok have tiet stille efter nederlaget til Spanien. Foto: Scanpix

Samir Nasri burde nok have tiet stille efter nederlaget til Spanien. Foto: Scanpix

PARIS:Frankrigs nederlag i kvartfinalen mod Spanien ved det igangværende EM i fodbold kan meget vel blive Samir Nasris sidste optræden i den blå landsholdstrøje i meget lang tid.

Således skriver den anerkendte franske avis L'Equipe, at den iltre midtbanespiller risikerer op til to års karantæne fra det franske landshold grundet sin opførsel efter nederlaget til Spanien, hvor han verbalt gik til angreb på en journalist.
Midtbanespilleren nægtede at svare på journalistens spørgsmål og tilføjede derefter, at "pressen altid forsøgte at finde noget lort at skrive om".
Da journalisten sagde, at han alligevel ikke ville snakke med Nasri, kaldte Manchester City-spilleren journalisten for en række skældsord, heriblandt "son of a bitch", som på dansk betyder røvhul eller skiderik, ligesom han også råbte "fuck dig".
- Værsgo, nu kan du skrive, at jeg er blevet dårligt opdraget, sagde Nasri derefter, inden han forlod mixed zone-området.
På vejen ud nåede han dog lige at tilføje, at han gerne ville snakke med journalisten "mand-til-mand" udenfor.
Ifølge L'Equipe skal det franske fodboldforbund (FFF) om en uge tage stilling i sagen, hvor også eventuelle disciplinære straffe til Hatem Ben Arfa, Yann M'Vila og Jeremy Ménez vil blive drøftet.
Hvis forbundet vælger at udelukke Manchester City-spilleren i to år, vil han gå glip af VM i Brasilien, forudsat at holdet kvalificerer sig til slutrunden.
Balladen skaber nye dårlige vibrationer om det franske landshold, der ved VM i Sydafrika for to år siden var en krudttønde af interne stridigheder og dårlig opførsel kulminerende med, at hele holdet strejkede under en træning.
Den hidtil længste udelukkelse fra det franske landshold tilfaldt i den forbindelse Nicolas Anelka, der blev udelukket fra 18 landskampe svarende til en periode på 15 måneder.
/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.