Arbejdsmarked

Nasseri ikke at betale til fællesskab

FAGFORENINGER:Hørt på ANR flere gange de seneste par uger: ”Skal dine kolleger bestemme hvor meget du skal betale for” - og så kommer der en lang række forskellige forslag, bl.a. ferie, bil, hus, is m.m. ”Nej, vel?” lyder det så i radioen. ”Derfor: Meld dig ind i Kristelig Fagbevægelse”. Hvor usmageligt! Hvad har det med sagen at gøre? Medlemmerne af Kristelig Fagbevægelse vil gerne lade kollegerne bestemme, hvor mange goder de selv kan høste ved, at kollegerne betaler for de goder, man opnår ved at betale til de overenskomstbærende fagforeninger, der forhandler absolut hovedparten af alle overenskomster hjem på det danske arbejdsmarked. Der, hvor jeg kommer fra, kaldes denne form for opførsel ”nasseri”, hvis man ikke vil være med til at betale til fællesskabet, men bare høste af fællesskabets frugter. Hvordan tror medlemmerne af de ”gule fagforeninger”, at deres kontingent ville se ud, hvis ikke de overenskomstbærende fagforeninger fandtes? Så var der ikke en øre at spare, for det koster at lave overenskomster. Derfor er det særdeles usmart at save den gren over, som vi alle sammen sidder på.