Nationalbanken: Boligpriserne stiger snart

Boligpriserne kommer til at stige moderat i de kommende år, spår Nationalbanken i ny prognose

Huspriserne kommer til at stige moderat i de kommende år, mener Nationalbanken. Arkivfoto: Michael Koch

Huspriserne kommer til at stige moderat i de kommende år, mener Nationalbanken. Arkivfoto: Michael Koch

Nationalbanken forventer, at boligpriserne vil stige moderat de kommende år.

Der er godt nyt til boligejerne. Boligpriserne vil allerede så småt begynde at stige i år og udviklingen vil fortsætte i 2013 og 2014.
Det spår Nationalbanken i en ny prognose, der offentliggøres torsdag.
Nationalbanken regner med, at priserne vil begynde at trække opad, om end langsomt, i den sidste halvdel af indeværende år, og at de stiger moderat de følgende to år.
- Det er forventningen, at de nominelle huspriser vil begynde at stige svagt i andet halvår 2012. I prognosen stiger huspriserne moderat i 2013 og 2014, skriver Nationalbanken i kvartalsoversigten.
Udbuddet af boliger til salg er reduceret det seneste år, hvilket ifølge rapporten kan være med til at lette presset på boligpriserne.
Boligudbuddet er dog stadig højt, og da antallet af handler fortsat er beskeden, er liggetiderne stadigvæk på godt ni måneder for parcel- og rækkehuse og lidt lavere for ejerlejligheder.
Til gengæld holder det lave renteniveau hånden under boligejerne og har betydet, at den samlede byrde for boligejerne er faldet, konstaterer banken.
- Det lave renteniveau og faldende boligpriser har siden 2008 betydet et fald i boligbyrden, som er en stiliseret opgørelse af finansieringsomkostningerne inklusive ejendomsskatter ved et boligkøb relativt til den gennemsnitlige disponible indkomst.
- Det er i overvejende grad ydelsen og i mindre grad udgifter til ejendoms- og grundskatter, der har givet udsving i boligbyrden over det seneste årti, skriver Nationalbanken.
Boligbyrden ligger i dag under det langsigtede gennemsnit, hvis boligkøbet finansieres med et fastforrentet lån med afdrag. Den er lavere endnu, hvis købet finansieres uden afdrag eller med variabelt forrentede lån, konstaterer Nationalbanken.
Boligbyrden er de samlede udgifter i form af renteudgifter, afdrag, ejendomsskatter med videre.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.