EMNER

Nationalbanken i støtteopkøb

{ KØBENHAVN: Valutareserven faldt i december med 12,5 milliarder kroner. Det skyldes blandt andet, at Nationalbanken måtte støtte kronen med kraftige opkøb på valutamarkederne for 11,9 milliarder kroner for at undgå en for kraftig svækkelse af kronen. Valutareserven er nu på 166,8 milliarder kroner. Cheføkonom i Sydbank Jacob Graven siger, at svækkelsen i sidste ende kan tvinge Nationalbanken til en selvstændig renteforhøjelse. - I yderste konsekvens kan faldet i valutareserven føre til en selvstændig dansk renteforhøjelse på cirka 0,1 procentpoint. Men foreløbig forventer vi dog, at renten holdes uændret, siger Jacob Graven. Den seneste selvstændige danske renteforhøjelse fandt sted i februar 2006, hvor kronen var under pres i forbindelse med salget af TDC./ritzau/