Nationalbanken ser risiko for prisfald på boligmarkedet

Specielt ejerlejligheder i København er meget dyre i forhold til indkomsten

Foto: Henning Bagger/Scanpix

Foto: Henning Bagger/Scanpix

INDLAND:Nationalbanken advarer i sin kvartalsoversigt om prisfald på boligmarkedet efter de seneste års prisstigninger. Det er særligt prisudviklingen på ejerlejligheder i København, der giver anledning til bekymring.

- Prisniveauet på ejerlejligheder i København er højt i forhold til indkomst- og renteniveau. Dertil kommer en risiko for, at prisudviklingen er drevet af selvopfyldende forventninger, skriver Nationalbanken i sin kvartalsoversigt.

Banken peger samtidig på, at rentefølsomheden her er højere end for landet som gennemsnit.

- Det gør det københavnske boligmarked sårbart over for pludselige rentestigninger. Der er dermed stor risiko for, at en fortsættelse af de seneste års reale prisstigninger vil blive efterfulgt af tilsvarende prisfald, advarer Nationalbanken.

I København har der, siden opsvinget tog fart i 2012, været prisstigninger på ejerlejligheder på over 10 pct. per år og lidt mindre for huse. Samtidig har handelsaktiviteten været høj.

Årsstigningstakten på ejerlejligheder er i første halvår 2016 aftaget lidt, men ligger stadig på et højt niveau, noterer Nationalbanken.

Hos Danske Bank peger cheføkonom Las Olsen på, at Nationalbankens vurdering giver anledning til bekymring.

- Nationalbanken har set nærmere på boligpriserne i hovedstadsområdet, og når frem til, at ejerlejlighederne koster omkring 10 procent mere, end de ”burde”, givet rente og indkomst. Det er et andet resultat, end andre undersøgelser har vist, og bekymrende, fordi det kan være symptom på en lokal boligboble, skriver Las Olsen i en kommentar og uddyber:

- Uanset om det er tilfældet eller ej, er det i hvert fald helt sikkert, at de dyre ejerlejligheder er meget følsomme over for eventuelle rentestigninger, og at risikoen for prisfald i de kommende år er betydelig.

/ritzau/FINANS

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.