Skolevæsen

Nationale skoletest udsat til 2007

Systemet kan ikke nå at blive klar

KØBENHAVN:Folkeskoleeleverne skal alligevel ikke testes allerede til sommer. De obligatoriske test er nemlig udsat et år, så planen nu er, at testene først skal i gang i 2007. Undervisningsminister Bertel Haarder (V) slukker dog på forhånd ethvert håb om helt at slippe for tests. - De obligatoriske nationale test kommer. Aftalen i forligskredsen står ved magt, ligesom lovforslaget herom vil blive fremsat og vedtaget i denne folketingssamling. De nye test er en del af en forbedret evalueringskultur i vores folkeskole. Men vi giver os nu bedre tid for at være sikre på, at kvaliteten er i orden, siger Bertel Haarder i en pressemeddelelse. Begrundelsen for at udsætte testene er, at systemet skal komme bedst muligt fra start. Ministeriet har vurderet, at det ikke kan nås til den planlagte tid. Hos Danmarks Lærerforening opfordrer formand Anders Bondo Christensen til at tage konsekvensen af den usikkerhed og nøjes med at indføre test i et enkelt fag i stedet for ti fag. - Vi vil gerne være med til at prøve det af, men vi har ingen erfaring overhovedet, så lad os starte med at prøve det af på en konstruktiv måde med en enkelt test i stedet for et helt batteri, siger han. Den tanke afviser den konservative undervisningsordfører, Carina Christensen, blankt. Hun mener derimod, at udsættelsen og flere penge nok skal sikre, at systemet virker. - Vi har jo ikke prøvet det før, så vi kunne ikke vide, hvad der skulle til. Nu putter vi endnu flere penge i for at få et godt system, og det er positivt, siger hun.