Nationalmuseet giver ikke slip

EMNER 3. juli 2003 08:00

LØNSTRUP: Mårup Kirke får ikke sit inventar tilbage fra Nationalmuseet. I hvert fald ikke hvis man spørger museumsinspektørerne fra Nationalmuseet Poul Grinder-Hansen og Niels Engberg. Risikoen er simpelthen for stor. - Det er en kompliceret sag, fordi kirken ligger så tæt på havet. Og når alle ikke er enige i, at kystsikringen virker, mener jeg ikke, at det er en god idé at flytte tingene tilbage, siger Niels Engberg. De to museumsinspektører er dog ikke klar over, om inventaret er givet til Nationalmuseet, eller om det er deponeret der og stadig tilhører andre. Dét betyder meget, for hvis tingene er givet til Nationalmuseet, er der ikke meget håb. - Jeg mener ikke, der er nogen fremtid i Mårup Kirkes Venners ønske om at udstyre kirken med inventaret igen. Jeg forstår godt, at kirkerne gerne vil have nogle ting tilbage, men faktisk er vi jo slet ikke interesserede i at give dem tilbage. Hvis alle vil have deres ting tilbage, har vi jo ingen samling, siger Poul Grinder-Hansen. Faktisk kan Niels Engberg og Poul Grinder-Hansen ikke komme i tanke om bare et enkelt tilfælde, hvor de har givet en del af samlingen fra sig igen. Det, der ligner mest, er et tilfælde, hvor en kirke ville have en bemalet træfigur tilbage. Her endte det med, at der blev lavet en nøjagtig kopi, som kom ud i kirken. Ellers er det nærmeste, når Nationalmuseet udlåner en del af deres samling til lokale museer. Hvis inventaret derimod ikke er givet til Nationalmuseet og stadig tilhører en anden myndighed, er det ikke længere op til Nationalmuseets folk, om inventaret kommer tilbage. Men bliver de taget med på råd, vil Poul Grinder-Hansen og Niels Engberg stadig fraråde, at inventaret bliver bragt tilbage, på grund af faren for at kirken en dag vil styrte i havet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...