Nationalparkcenter ved Hawblink

Nationalpark Thy vil placere center lige nord for Vorupør

NR. VORUPØR: Det kommende besøgscenter for Nationalpark Thy skal ligge i Vorupør. Og helst ved Hawblink nord for byen, 5-600 meter fra landingspladsen.

Det er der ifølge nationalparkformand Ejner Frøkjær enighed om i både nationalparkrådet og i nationalparkens bestyrelse, som dermed har afsluttet flere års diskussion om placeringen af nationalparkcentret.
Bestyrelsen har lagt vægt på, at centret skal have ”to fordøre”:
- Én til den natur, som vi gerne vil formidle, og én til et aktivt bysamfund, som vi gerne vil spille sammen med, siger Ejner Frøkjær til Thisted Dagblad.
Den præcise placering af byggegrunden for centret er dog endnu ikke på plads. Ligeledes er det uafklaret, om centret også skal rumme faciliteter som turistkontor og eventuelt et center, der skal formidle kystkulturen i Vorupør. Af samme grund er Ejner Frøkjær tilbageholdende med at melde ud, hvor stort et byggeri, der bliver tale om.
- Men det bliver nok mindst 500 kvadratmeter, siger han.
Han har heller ikke noget klart bud på, hvornår det nye center kan står klar - ud over, at det bliver i nationalparkens indeværende planperiode. Det vil sige inden 2016.
- Jeg vil bare sige, at det skal være hurtigst muligt. Men jeg ved, at der kan gå meget lang tid med at rejse de fondsmidler, som vi er helt afhængige af, når byggeriet skal gennemføres, siger Ejner Frøkjær.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.