Nationalparker er de rene turistmagneter

Jordejere i Tyskland og Østrig har efter års modstand fundet ud af, at de kan tjene på naturbevaringen

Da Klaus Müller, miljøminister i den tyske delstat Slesvig-Holsten, 4. juli 2004 kl. 11. trykkede hånd i Tönning 70 kilometer syd for den dansk-tyske grænse, var der en ganske særlig grund til det. Håndtrykket blev nemlig givet til gæst nummer 1.000.000 i udstillings- og oplevelsescentret Multimar Wattforum, hvis formål er at lade gæster opleve livet i Vadehavet på en måde, så både børn og voksne, ukyndige og fagkyndige, får viden og oplevelse ud af besøget. Multimar Wattforum blev indviet i juni 1999, bygget og indrettet med solid økonomisk støtte fra blandt andre byen Tönning. Målet var at nå 200.000 gæster årligt. Og det mere end lykkedes. Ikke bare var millionen nået på fem år og 23 dage, men alene i 2003 var besøgstallet 240.000 gæster. År for år har tallet været stigende, og intet tyder på, at interessen er stagnerende, selv om det koster ca. 60 danske kroner for en voksen at komme ind. Stadig flere mennesker oplever og bruger nemlig Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer – Vadehavet fra den dansk-tyske grænse til Elbens udmunding – og de fleste lægger i hvert fald første gang vejen omkring centret i Tönning. Besøgsforløbet er ens for mange af gæsterne. Et par timer bruges i Multimar Wattforum evt. suppleret med tid til at spise i centrets cafeteria, og derefter går turen ud i området, hvor der adskillige steder findes informationsmaterialer og informationskontorer. Både nationalparkstyrelsen og de lokale naturbeskyttelses-organisationer tilbyder informationer, der er udsigtstårne ved fuglerige områder, og blandt andre NABU i Slesvig-Holsten – Naturbeskyttelsesforbundets regionale afdeling, har indrettet et gammelt hus til møde- og udstillingslokaler ved Katinger Watt tæt på den berømte Eider-dæmning – det kæmpestore stemværk, der skal hindre oversvømmelser langs Eideren, når der er højvande i Nordsøen. At et af verdens mest berømte fyrtårne - Westerhever - ligger på en forhøjning tæt ved land i Nationalparken og er overtaget af nationalparken som blandt andet bruger fyrmesterboligen til kursusvirksomhed. Det er naturligvis også med til at trække besøgstallet op. Fyrtårnet er i øvrigt et bevis på, at det ikke behøver at koste store vejanlæg og fine indretninger for at trække folk ud i naturen - vejen derud er både smal og kroget - og så skal der lægges et par Euro for at parkere bilen, inden man kan gå op på diget og kigge på berømtheden og på de tusindvis af får, der afgrænser digesiderne og baglandet. Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer er bare en af mange tyske og langt flere europæiske nationalparker, der er skudt op i det forgangne århundrede. De fleste er kommet til inden for de seneste 20 år i en periode, da der blev øget fokus på nødvendigheden af at bevare enestående natur og gøre den tilgængelig for det stadig større antal naturinteresserede mennesker samtidig med, at den nødvendige beskyttelse af naturen kunne indføres og opretholdes. Mange nationalparker, blandt andet i Østtyskland, er opstået på statsejet jord, og det har unægtelig mindsket problemerne med at få den tilhørende lov vedtaget. Der vedtages nemlig en lov for hver enkelt nationalpark både i Tyskland og i Østrig. Et fælles træk er, at der alle steder er sket indskrænkninger i mulighederne for at udnytte områderne. Det være sig gennem restriktioner i retten til jagt og fiskeri eller til dyrkning af jorden. I de tilfælde er der alle steder givet økonomiske kompensationer til jordejere eller brugere, der har mistet muligheder for at tjene på området. Og det har i stort set alle tilfælde betydet, at ejere og brugere er blevet lige så godt eller bedre stillet, end de var før området blev til nationalpark - ikke mindst når det medregnes, at der i forvejen sker overproduktioner og restriktioner i landbrugsdriften mange steder. En lysende succes Et af de mere gennemskuelige eksempler på fordelene ved at have en nationalpark i baghaven er Seewinkel/Neusiedler See i Burgenland sydøst for Wien i Østrig - et landbrugsområde, der blandt andet har store arealer med vindyrkning. Her er nationalparkens arealer stort set i privat eje også i dag, 12 år efter at nationalparkloven for området blev vedtaget. 1200 lodsejere kan med rette sige, at "det er min nationalpark", for de ejer alle en bid af den. Og i dag er de uden undtagelser stolte af at kunne sige det. - Vi havde 10 års diskussion om den økonomiske værdi af at have en nationalpark forud for etableringen af nationalparken, fortæller borgmester Johan Ettl i Podersdorf, en af de små byer i området Seewinkel. - Men i dag er alle glade for den. Landmændene tjener på nationalparken. De får 1925 danske kroner pr. hektar for at forpagte jorden ud til nationalparkforvaltningen i yderområderne, og i bevaringszonerne får de fra 3300 til 9900 kroner pr. hektar og dertil kommer, at mange lejer et værelse eller tre ud til turisterne, som også spiser på stedet, køber den lokale vin og handler ind lokalt af nødvendigheder og ting, de vil have med hjem. Kompensationsbeløbene skal ses i lyset af, at aftalerne ikke kan opsiges. Forpagtningen er låst fast så længe nationalparken eksisterer som sådan. Dertil kommer for en del landmænd en indtægt for at leje kvæg ud til afgræsning af områderne. Nationalparkforvaltningen holder også selv dyr - heste og kvæg, men det er ikke nok til at afgræsse og dermed bevare områdets natur, og derfor lejer man kvæg hos bønderne til formålet. Beskæftigelsesmæssigt kan nationalparken ikke siges at være den store arbejdsgiver. Der er 23 fastansatte heltidsmedarbejdere og 30 er ansat på freelance-basis. Men tallet snyder, for den afledte virkning er nemlig langt større. - Det er ikke nationalparkens arbejdsområde at reparere biler eller bygge og reparere eller ombygge huse, så vi får alt arbejde lavet hos lokale næringsdrivende. Vi køber også vores 14 biler og 3 traktorer lokalt - og alt andet stort og småt. F. eks. er det også lokale virksomheder, der står for forplejningen, når vi har møder med mange gæster, fortæller nationalparkens informationsmedarbejder, Alois Lang, der har arbejdssted i nationalparkforvaltningens besøgscenter i Illmitz. Også alle materialer til hans egen afdeling, informationsafdelingen, er produceret lokalt. Turistmæssigt har nationalpark Seewinkel/Neusiedler See givet en stigning på 15 procent i for- og eftersæsonen, og det har en meget stor betydning for området. - Det er en stigning, der alene skyldes nationalparken og udelukkende kan henføres til bevaringszonerne, hvor turisterne har lov til at komme, fortæller Alois Lang. Også på uddannelsesområdet er nationalparken en betragtelig faktor. Skolebørn fra det ganske Østrig kommer på ekskursioner i nationalparken, og når de kommer hjem og fortæller og viser billeder, så er det helt almindeligt, at hele familien bagefter drager til Neusiedler See for at få de samme oplevelser, som børnene har haft. Måske derfor har småbyerne Podersdorf og Illmitz et antal overnattende turister, der umiddelbart ville synes usandsynligt i forhold til byernes størrelse.