Nationalt register

Der er nu langt om længe faldet dom i retssagen mod den såkaldte Amagermand alias Marcel Hansen.

Han er dømt skyldig i to mord og adskillige voldtægter på tilfældige kvinder, hvis liv han efter rettens opfattelse smadrede af ren og skær ondskab med sin bestialske voldtægtssadisme. Fængsling og opklaring i voldtægtssager er noget, der gør, at ofrene og deres pårørende kan ånde lettet op. Desværre sker der stadig mange grove forbrydelser hvert år - spændende fra drab over voldtægter til grov og brutal vold, hjemmerøverier og overgreb mod børn etc. Mange af disse forbrydelser er gentagelseskriminalitet, hvor groft kriminelle udsætter adskillige ofre for voldsomme overgreb. Det vil vi i Dansk Folkeparti have sat en stopper for, og metoden ligger ligefor. Vi foreslår således, at alle danskere og indvandrere indgår i et landsdækkende dna-register. Det ville betyde, at det i fremtiden nærmest er umuligt at slippe ustraffet fra en kriminel gerning, hvor man har efterladt sig et dna-spor i forbindelse med ugerningen. På den vis vil de fleste tilfælde af gentagelseskriminalitet blive forebygget. Det vil være slut med seriemordere og serievoldtægtsforbrydere. Udenlandske kriminelle vil hurtigt kunne dømmes og hjemsendes, og kriminelle, der ellers ville have udviklet sig til de rene vanekriminelle, vil kunne blive stoppet i opløbet. Et nationalt dna-register skal være omfattet af høj sikkerhed og maksimal diskretion. Til gengæld vil et landsdækkende dna-register give de kriminelle i Danmark et permanent knæk og danskernes grundlæggende tryghedsfølelse et kæmpe rygstød.