Militær

Natlig støj i vente

Helikoptere, jagerfly og skyderi vil give genlyd i natten, når Jægerkorpset er vært ved en stor øvelse for specialstyrker.

Der bliver benyttet løs ammunition som kanonslag, røg, lys og lyskugler, når Jægerkorpset, der har base på Flyvestation Aalborg, er vært ved den årligt tilbagevendende store øvelse for specialstyrker, Night Hawk 2011. Øvelsen foregår fra på mandag 3. oktober og frem til 14. oktober og gennemføres til lands, til vands og i luften over det meste af Danmark. Der bliver også deltagelse af udenlandske specialstyrker. Øvelsesstyrken på omkring 550 mand benytter flere typer helikoptere, jagerfly af typen F-16 Fighting Falcon, transportfly som C-130 Hercules, hjulkøretøjer og gummibåde. Herudover deltager en markeringsstyrke på ca. 150 mand fra Hjemmeværnet. I forbindelse med øvelsen vil der være risiko for støj fra deltagende fly og helikoptere. - Jægerkorpset forsøger at minimere generne for lokalbefolkningen, siger major J.P. Blomqvist, næstkommanderende ved Jægerkorpset. - Vi ved, at nogle vil blive generet af lavtflyvende helikoptere, når vore patruljer skal indsættes eller hentes. Ofte vil det ske om natten. Der vil være skyderi med løs ammunition og lyskugler, når patruljerne skal indsættes mod et objekt. - Når det er muligt, vil vi advisere lokalbefolkningen tæt på objekterne umiddelbart, før det går løs. Men vi kan ikke garantere, at alle berørte bliver adviseret i hvert enkelt tilfælde, siger majoren. Night Hawk er et led i Jægerkorpsets behov for at øve og træne og dermed fastholde og udbygge sin evne til at løse de mange forskellige opgavetyper, der er pålagt korpset.