Natlige aktiviteter på hoppepuden

JERSLEV:Det var nogle trætte børn og unge, der kom hjem til forældrene efter en sjov weekend i Toftegårdsskolens idrætshal i Jerslev. Jerslev-Sterup Idrætsforenings badmintonafdeling havde overnatning i hallen for de 8-14-årige. Overnatning er nok ikke helt korrekt, for der blev ikke sovet meget. Godt nok havde de soveposer med, men de kom ikke i brug, for børnene og de unge var i sving på hoppepuden den ganske nat. Der blev opstillet en stor hoppepude, som børnene og de unge kunne boltre sig på, og det var der stor interesse for. Indledningsvis var der et par timers instruktion af Henriette Sørensen fra Aabybro. Hun spiller på det nykårne danmarksseriehold i Aabybro Badminton Klub. 18-årige Henriette Sørensen er DGI-instruktør. Hun har spillet badminton siden hun var seks år. Hun går på Brønderslev Gymnasium. Senere tog Jerslev-Sterup Idrætsforenings seniortræner, Claus Børsting, over med træningen. Badmintonudvalget sørgede for mad. Der blev serveret pizza, og natmaden stod på franske hot dogs, sodavand og saftevand. Da det jo er sportsfolk, blev der serveret gulerødder og æbler ad libitum. Børnene havde et par spændende dage. En del var forhindret på grund af vinterferie, men andre synes, at det er skønt, at der sker noget i skolernes vinterferie. Jerslev-Sterup Idrætsforenings badmintonafdeling er en afdeling i fremgang. Der er ca. 130 medlemmer, der spiller badminton. - Vort seniorhold spiller i serie 2. Desuden har vi et U11-hold, to U13-hold samt to U15-hold i DGI-turneringen, fortæller formand for JSI’s badmintonafdeling, Karsten Pølund.