Tyverier

Natligt kup i uåbnet butik

Ubudne kunder stjal tøj for 150.000 kroner og B-Young fik en dramatisk start i Himmerlandsgade

AARS:Egentlig vil Torben Vester Nielsen bare sælge tøj fra sin nye butik, men premieren blev ikke helt som forventet, da B-Young åbnede i Himmerlandsgade i går. - Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive så travl en dag, indrømmer Torben Vester Nielsen, som også driver Intersport og modebutikken Torben i Aars. Torben Vester Nielsen hentyder ikke kun til omsætningen på butikkens første åbningsdag. Da dekoratører og personale gik hjem sent onsdag aften efter at have stillet an til det store åbningsbrag brød en eller flere indtil videre ukendte tyve ind i butikken gennem et vindue fra Bymidten og lænsede butikken for varer for 150.000 kroner. En del af tøjet blev senere fundet i Lystanlægget. Der var derfor usædvanligt travlt i butikken fra morgenstunden, da en hektisk indsats af dekoratører og en lynleverance fra B-Youngs lager i Kolding alligevel sikrede, at der var tøj for enhver smag på hylder og stativer, da butikken åbnede. Kunderne kom dog ikke kun for at høre den dramatiske historie. - Omsætningen lå allerede ved middagstid over det, vi på forhånd forventede, oplyser Torben Vester Nielsen begejstret. To nye tøjbutikker i Aars på én dag er usædvanligt, men de unge og de voksne med smag for modetøj var ikke ene om at få et nyt tøj-sted i torsdag morgen. Den nye Wagner butik længere oppe ad Himmerlandsgade var dog ikke på samme måde leveringsdygtig i en dramatisk åbning. Men selvom Wagner lagde mere stilfærdigt ud, så er butiksbestyrer Rasmus Bisgaard fuld af fortrøstning, når det gælder fremtiden. Han føler sig overbevist om, at der er plads til en herretøjsbutik mere i Aars, som satser bredt fra unge herrer på otte til den moderne senior. - Men der er jo altid folk den dag, en ny butik åbner. Reelt ved vi meget mere om vores muligheder i Aars, når det er blevet hverdag om 14 dage, erkender Rasmus Bisgaard, der også bestyrer de to Wagner-butikker i Løgstør og Aalestrup. De tre butikker er åbnet inden for det seneste år og Rasmus Bisgaard garanterer, at der nu i det mindst bliver en pustepause, før kæden vover sig ud i nye butikeåbninger i området.