Nato gør klar til ny storoffensiv

HELMAND:Britiske soldater har indledt et fremstød med helikoptere i Afghanistans sydlige Helmand-provins som led i forberedelserne af en omfattende Nato-offensiv i området, oplyser det britiske militær. De nye operationer finder sted i udkanten af Marjah, som er et nedslidt område med ørkenkanaler under Talibans kontrol. Amerikanske marineinfanterister siger, at de vil erobre hele distriktet fra oprørerne sammen med britiske og afghanske soldater i en af de største offensiver i landet i de seneste otte år. Britiske og afghanske styrker har indledt de første manøvrer i Nad Ali-distriktet som led i indledningsfasen af den store offensiv, der har fået navnet Operation Moshtarak, som betyder "sammen". Nad Ali omfatter Marjah, som det amerikanske militær har kaldt den sidste store Taliban-bastion i den sydlige del af Helmand. 700 danske soldater er udstationeret i provinsen, der anses for Afghanistans mest voldelige. En pressetalsmand for Hærens Operative Kommando oplyser til Ritzau, at de danske soldater ikke er involveret i offensiven. Helmand er et af de store centre for valmuedyrkning, og en stor del af landets opium fremstilles i provinsen. Angrebet på selve Marjah bliver den første operation, hvor en del af den nye amerikanske ekstrastyrke på 30.000 mand bliver involveret. Højtstående Nato-officerer siger, at de agter at vende krigens gang i år, efter at oprørsbevægelsen har vundet terræn i de seneste år og har gennemført langt flere blodige angreb. Præsident Barack Obama har sagt, at en amerikansk tilbagetrækning vil blive påbegyndt i midten af 2011. De britiske styrker har foretaget indledende manøvrer op til offensiven i flere uger i området. Nye helikopterangreb og fremstød på landjorden har fundet sted i de seneste døgn. - Operationerne, som har fundet sted i det britiske område ved Nad Ali-distriktet i de seneste 36 timer, er en del "forberedende operationer", som alle er en del af Operation Moshtarak, siger oberst David Wakefield i en erklæring. - De finder sted under en fælles afghansk-britisk kommando, og er koncentreret vest for provinshovedstaden Lahkar Gah, oplyser han. Operationen ved Marjah vil ifølge amerikanske marineinfanterister blive støttet af et afghansk kontingent, som er større, end det hidtil er set. Dette kal understrege den afghanske regerings evne til selv at skabe sikkerhed. Inde i selve byen Lashkar Gah blev to mennesker dræbt og mindst 26 såret, da en bombe fastspændt på en motorcykel fredag blev bragt til eksplosion, oplyser de lokale myndigheder. Eksplosionen skete ved en hundekamp, som er populært i området. Der er i alt over 115.000 udenlandske soldater i Afghanistan foruden den amerikanske ekstrastyrke på 30.000 mand samt 10.000 andre Nato-soldater, som er begyndt at blive indsat. Sidste år blev 2400 civile dræbt i landet. Den afghanske præsident, Hamid Karzai, har rakt hånden ud til forsoning med en del af Talibans folk, hvoraf mange er fattige og arbejdsløse./ritzau/Reuters