EMNER

NATO overtager kommendoen i Afghanistan

svært at gøre afgørende forskel i det uroprægede land

KABUL: NATO overtager mandag kommandoen for den fredsbevarende styrke i Afghanistans hovedstad, Kabul, og det er forsvarsalliancens første operation fjernt fra dets traditionelle område. Men det er dog fortsat uklart, hvor mange opgaver de 19 medlemslande påtager sig i det borgerkrigshærgede centralasiatiske land. Både ledende afghanere og udenlandske ledere har opfordret til, at NATO udvider de fredsbevarende styrkers aktionsområder for at stoppe lokale krigsherrers hærgen. Ved en ceremoni mandag i Kabul vil chefen for den 5000 mand store internationale sikkerhedsstyrke ISAF, general Norbert Van Heyst, overdrage kommandoen til en anden general, Goetz Gliemeroth, fra NATOs kommandocenter i Heidelberg i Tyskland. NATO mener, at ledelsen af det fredsbevarende arbejde i Afghanistan bliver mere effektiv, da de bidragende lande ikke længere hvert halve år skal finde en ny ledelse for styrkerne. Indsatsen markerer også et brud med NATO's hidtidige strategi om kun at forsvare medlemslandenes territorium mod en udefra kommende fjende, som det hidtil har været tilfældet i alliancens 54-årige historie. Med indsatsen i Afghanistan indleder NATO en mere globale rolle, hvor alliancen udstationerer styrker, hvor der er behov for det. Eksperter tvivler imidlertid på, at NATO's overtagelse af kommandoen i Afghanistan vil gøre nogen forskel i det fattige og urohærgede land. Afghanistans præsident, Hamid Karzai, FN og hjælpeorganisationer har gentagne gang i det seneste år opfordret til, at den fredsbevarende indsats udvides til at dække hele Afghanistan og især de mest urohærgede provinser. Her sker der daglige sammenstød mellem rivaliserende grupper, og der forekommer skudvekslinger mellem amerikanske styrker og styrker fra det tidligere talibanstyre. Imidlertid er der fortsat uenighed mellem ledende NATO-lande om den fremtidige strategi i Afghanistan. USA har hidtil været imod en udvidelse af de fredsbevarende styrkers aktionsområder af frygt for, at det vil kunne hindre de amerikanske styrker i at nedkæmpe talibansoldater og eventuelle al-Qaeda-krigere. Dog synes den amerikanske regering at være i gang med at ændre holdning og vil måske gå med til at udvide den fredsbevarende indsats. Også europæiske lande er betænkelige ved en udvidelse af indsatsen i Afghanistan. Tyskland frygter, at en udvidelse vil øge udgifterne og koste flere fredsbevarende soldater livet. Embedsmænd i NATO siger, at der endnu ikke har været formelle diskussioner i alliancen om en udvidelse, men at samtaler mellem diplomater har været i gang en tid. NATO vil sandsynligvis diskutere en udvidelse af aktionen til efteråret. Ved et pressemøde fredag sagde ISAF's nuværende chef, Norbert Van Heyst, at det er helt afgørende, at der sendes de nødvendige styrker og materiel til Afghanistan for at stabilisere landet især forud for det planlagte parlamentsvalg i juni næste år. Han vurderer dog, at det næppe er muligt at udvide ISAF's indsats, da en sådan kræver mindst 10.000 flere soldater. - Men jeg kan ikke se nogen, som er villig til en sådan udvidelse, sagde Van Heyst. Han tror, at det vil være mere realistisk at udstationere små regionale eller lokale styrker på 60 til 70 soldater, som arbejder sammen med lokale afghanske sikkerhedsstyrker. /ritzau/Reuters