Udland

Nato: Små tegn på russisk tilbagetrækning fra grænsen

Nato har observeret begrænset russisk aktivitet ved grænsen til Ukraine, meddeler Anders Fogh Rasmussen.

Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, skriver på Twitter, at der er observeret begrænset aktivitet blandt russiske tropper ved grænsen til Ukraine, og at det "måske" betyder, at Rusland er ved at trække nogle af sine tropper tilbage.

- Det er for tidligt at sige, hvad det betyder, men jeg håber, at det er begyndelsen på en fuld tilbagetrækning, skriver Anders Fogh Rasmussen.

- De fleste af de udstationerede russiske styrker er dog stadig ved den ukrainske grænse, og vi ser fortsat russiske øvelser, tilføjer den afgående generalsekretær.

Nato har gentagne gange opfordret Rusland til at trække sine tropper tilbage fra grænsen til Ukraine for ikke at optrappe konflikten i det uroplagede land.

Mandag meddelte Anders Fogh Rasmussen, at Nato ikke havde registreret tegn på en russisk tilbagetrækning, sådan som Ruslands præsident, Vladimir Putin, tidligere har udtalt, at han har beordret.

I begyndelsen af maj kaldte russerne Fogh for "blind", fordi han fastholdt, at han ikke kunne se nogen tegn på russisk tilbagetog. Det fik efterfølgende danskeren til at konstatere, at hans syn intet fejlede.

Det russiske forsvarsministerium oplyser torsdag, at 20 tog og 15 fly har transporteret russiske soldater og militært udstyr væk fra tre russiske regioner, der grænser op til Ukraine.

- Flytningen af disse enheder fortsætter, siger forsvarsministeren i en pressemeddelelse ifølge Reuters.

Han tilføjer, at tropperne vender tilbage til deres permanente baser efter at havde deltaget i militære øvelser i grænse-provinserne.

Torsdag opfordrer Fogh endnu engang russerne til at overholde international lov.

- Rusland må leve op til sine internationale forpligtelser, specielt nu hvor Ukraine forbereder en vigtig folkeafstemning, skriver Fogh på Twitter.

Søndag skal ukrainerne til stemmeurnerne for at vælge landets nye præsident.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst