Natte- vagter må tage en lur

BRØNDERSLEV:Nattevagterne i Brønderslev Kommunes ældrepleje får lov til at tage en lille lur. Kommunens økonomiudvalg sagde i går ja til en forsøgsordning på et halvt år, hvor de ansatte må tage sig en blunder. Borgmester Jens Arne Hedegaard (V) fortæller, at ordningen træder i kraft så hurtigt som muligt, og den skal vurderes inden nytår. - Argumenterne lyder på, at det giver øget velvære, og at det har en positiv indvirkning på arbejdsmiljøet, og det synes vi selvfølgelig er en god idé, siger Jens Arne Hedegaard. Økonomiudvalget bemærker, at det ikke koster noget at indføre power napping på plejecentrene. Jens Arne Hedegaard understreger, at det kun må ske, hvor der er to nattevagter. - Det går jo ikke, at den ene, der er på vagt power napper. Det kan ikke lade sig gøre, hvor der kun er én på vagt. Jens Arne Hedegaard siger, at det spiller ind, at hovedsikkerhedsudvalget anbefaler power napping. Der skal selvfølgelig kun power nappes, hvis der er tid til det. Powernapningen skal på plejecentrene ske i de stole, der er placeret på fællesarealerne i for eksempel spisestuerne eller i andre former for opholdsrum. De udkørende vagter kan udføres på samme steder, som ansatte på plejecentrene, efter eget valg i forhold til rute. Det er en rapport fra Rigshospitalet, der danner baggrund for beslutningen. Den fastslår, at en kort lur kan gøre noget ved de problemer, nattevagterne kan have, og rapporten viser, at det gør en forskel for personalet. Power napning er en kort lur på ca. 20 minutter, men man må ikke falde i dyb søvn. Nattevagterne skal udfølge et spørgeskema før power napping indføres, og efter et halvt år, for at vurdere, om det har nogen betydning. Jens Arne Hedegaard siger, at der så senere kan tages stilling til, om ordningen skal være permanent.