Coronavirus

Natteliv: Vi har ventet længe på at slippe for restriktioner

Virksomheder i nattelivet glæder sig til snart at kunne byde gæster velkommen uden krav om coronapas.

Sundhedsministeriet har onsdag meddelt, at coronapandemien er "under kontrol", og derfor vil restriktionerne ikke blive forlænget yderligere. Det får stor betydning for nattelivet, siger brancheorganisationer. (Arkivfoto)

Sundhedsministeriet har onsdag meddelt, at coronapandemien er "under kontrol", og derfor vil restriktionerne ikke blive forlænget yderligere. Det får stor betydning for nattelivet, siger brancheorganisationer. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Det glæder hotel- og restaurationsbranchen, at Sundhedsministeriet fredag har meddelt, at de sidste coronarestriktionerne bortfalder fra 10. september.

- Pandemien har haft rigtig store konsekvenser for turisme- og oplevelseserhvervet, siger Kristian Nørgaard, der er politisk chefkonsulent hos Horesta, brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

- Derfor giver det anledning til smil hos os i dag, at der bliver sat dette punktum for restriktionerne.

Det er brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Caféer (DRC) enig i. Det vil især kunne mærkes hos virksomheder i nattelivet.

- De står alle i gæld til udlejere, banken og det offentlige – og med ventetid på udbetalinger af kompensation og en manglende afklaring på gældsafviklingen er det afgørende at kunne åbne op og skabe omsætning uden restriktioner, siger Freja Brandhøj, der er politisk chef i DRC, i en meddelelse.

DRC mener, at der er "brug for politiske løsninger her og nu, hvis vi som branche skal undgå konkurser over de kommende to år".

Brancheorganisationen Horesta er også bekymret for fremtiden for flere medlemmer, der har lidt store økonomiske tab under nedlukningen. Kristian Nørgaard fra Horesta mener blandt andet, at hjælpepakkerne til nattelivet bør forlænges.

- Det er en brændende nødvendighed, siger han.

Selv om coronapasset udfases i restaurationsbranchen og nattelivet, som følge af at restriktionerne ikke bliver forlænget, er Horesta ikke bange for, at landets restauranter og barer kommer til at lægge hus til store smitteudbrud.

- Meldingen kommer, på baggrund af at en stor del af befolkningen nu er vaccineret, siger Kristian Nørgaard fra Horesta.

- Det er jo ansvarlige virksomheder, der på ingen måde har interesse i smitteudbrud, siger han, og derfor vil virksomhederne gøre deres for at holde smitten nede.

- Vi fastholder selvfølgelig vores gode vaner og er opmærksomme på situationen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.