Natteravne tæt på opløsning

Trods problemer blandt visse børn og unge, gider næsten ingen voksne tage en tørn på gaden

NIBE:To knejter næppe fyldt 15 sidder en fredag aften ved 19-tiden på en bænk ved Skomagertorvet og sniffer lightergas. Kjeld W. Jensen, hans hustru og datter kommer tilfældigt forbi, og de ser drengenes åbenlyse og farlige forsøg på at blive skæve. - Der er også stoffer i omløb i Nibe by som ecstacy, det ved de fleste. Der er sågar handlet med narko fra en lejlighed, og Nibe har mistet sin uskyldighed for længst på det område. Men næsten ingen voksne gider bruge tre til fire timer om året en aften eller nat, eller måske to for at gøre et forsøg på at forebygge og skabe tryghed på gaderne. Siger en af de nu blot ni lokale natteravne, Kjeld W. Jensen, der varsler "lukning af butikken" hvis ikke flere melder sig til den frivillige, godgørende opgave, der først og fremmest handler om at se og lytte. - Det er vigtigt at understrege, at vi ikke er politi, at vi ikke er streetwalkere, og kun snakker med børn og unge, hvis de selv opfordrer os til det. Kun i grove tilfælde som vold og hærværk ringer vi til politiet, for vi skal først og fremmest "bare" være synlige voksne. Natteravnene var ikke til stede under masseslagsmålet ved Torvet for nogle måneder siden, men de ville under ingen omstændigheder have blandet sig. - Det skal ikke være farligt at være natteravn. Derfor går vi også altid sammen i hold på tre, konstaterer Kjeld W. Jensen. Manglen på frivillig arbejdskraft begrænsede sidste år den udfarende virksomhed til to ture - den ene under Nibe Festivalen, - og i år har ravnene i de gule jakker endnu ikke optrådt på gaden en eneste gang. Lions Club betalte ellers for deres deltagelse i den nyligt afholdte Limfjordsmesse i Nibe Hallen, de har holdt foredrag for børn i 7. klasser og deres forældre, men lige meget har det tilsyneladende hjulpet. - De fleste voksne er i stand til at skabe tryghed for deres egne børn, men det betyder jo ikke, at man skal være ligeglad med de børn og unge, der har det dårligt, mangler opbakning derhjemme, og måske er på vej ud i kriminalitet og misbrug. Selv børn og unge fra såkaldte "pæne" familier kommer ind imellem ud i noget skidt, og natteravnene vurderer, at der er behov for 30 til 40 frivillige for at få "butikken til at køre rundt". I dag eller i morgen hænger de plakater op i nogle af byens butikker i et stille håb om, at nogle trods alt gider i den gode sags tjeneste.