EMNER

Natteravnene mangler frivillige voksne

LØGSTØR:Gennem nogle måneder har Natteravnene i Løgstør ligget i dvale. Ordningen, hvor frivillige voksne går på gaden i aften- og nattetimerne for at gøre det mere trygt for de unge at færdes i byen, er hårdt ramt af mangel på hjælpere. Formand Ole Valsted har dog ikke opgivet håbet om at få ordningen i gang igen. - Jeg vil forsøge at få Natteravnene på gaden igen inden jul. Gerne med en 10-15 frivillige. Hvis vi er afsted omkring 10 gange om året, bliver det højst nødvendigt for den enkelte at være med en gang hver anden måned. Så mon ikke der kan skabes lyst til at være med, siger Ole Valsted. Natteravnene i Løgstør var de første i Nordjylland og de femteførste i hele landet. I begyndelsen var der omkring 40 voksne med. Men efterhånden ebbede interessen ud - især efter indførelsen af ungdomsdiskotek i Ranum. Desuden er der heller ikke ret mange unge på gaden i Løgstør, siger Ole Valsted. - Der er ikke rigtig liv i Løgstør efter midnat. Vi kunne gå i fire timer og måske møde fem-seks unge, siger Ole Valsted. Dog er han ked af helt at lukke ordningen. For eksempel vil han gerne, at der folk på gaden i forbindelse med halbal og lignende, så han bevarer håbet. Senest er det kommet frem, at den hidtidige sponsor Skandia fra nytår trækker sig og dermed ikke yder støtte. Det har dog ikke den store betydning for Natteravnene i Løgstør, der får en stor hjælp fra kommunen. Blandt andet stiller Sund By lokaler til rådighed. Kurser for nye kan afvikles sammen med Natteravnene i nabokommunerne, så også her er der fortsat åbnet mulighed for nye frivillige.