EMNER

Natteravnene vil finde 20 nye ellers flyver de hjem

Det er ved at være sidste udkald for Natteravnene - den gruppe af frivillige voksne, der siden 2000 har vandret rundt i nattelivet i Hadsund og Øster Hurup for at gøre det mere trygt for de unge at gå i byen. 14 natteravne er der tilbage, de fleste har været med fra starten, men nu er på nippet til at flyve hjem i reden, fordi de er for få.

Indtil videre har de dog sat sig for, at gå så mange natteture i Øster Hurup til sommer, som de orker. Imens håber de, at nye natteravne vil melde sig, sådan at foreningen kan fortsætte og der bliver så mange, at der bliver længere mellem natteturene. Foreningen har netop haft generalforsamling og har dér faktisk sat tal på, hvor mange der skal melde sig, for at det er realistisk at fortsætte. 20 forældre eller andre voksne, lyder betingelsen. Interesserede kan melde sig hos formand Kjeld Elgaard (40 68 24 07). Natteravnene understreger, at de ikke udgør noget vagtværn, og at man selv bestemmer hvor ofte man vil gå. Opgaven lyder kort fortalt på at være til stede fredag og lørdag aften og eventuelt på særlige festdage. - Natteravnene skal ikke lægge en dæmper på unge mennesker, eller begrænse deres normale udfoldelses muligheder, men gennem synlig tilstedeværelse og ansvarlig adfærd være med til at skabe lokal tryghed og øget livsglæde – til glæde for både unge og ældre, hedder det fra ravnene, der kan tilkalde forældre, ambulance, politi eller en taxa, hvis der er behov for det.