Brønderslev

Nattevagter på power nappe

Nattevagterne i Brønderslev Kommunes ældrepleje får lov til at tage en lille lur. Kommunens økonomiudvalg sagde i går ja til en forsøgsordning på et halvt år, hvor de ansatte må tage sig en blunder. Borgmester Jens Arne Hedegaard (V) fortæller, at ordningen træder i kraft så hurtigt som muligt, og den skal vurderes inden nytår. - Argumenterne lyder på, at det giver øget velvære, og at det har en positiv indvirkning på arbejdsmiljøet, og det synes vi selvfølgelig er en god idé, siger Jens Arne Hedegaard. Økonomiudvalget bemærker, at det ikke koster noget at indføre power napping på plejecentrene. Jens Arne Hedegaard understreger, at det kun må ske, hvor der er to nattevagter. - Det går jo ikke, at den ene, der er på vagt power napper. Det kan ikke lade sig gøre, hvor der kun er én på vagt. Jens Arne Hedegaard siger, at det spiller ind, at hovedsikkerhedsudvalget anbefaler power napping.